3 på toppen

Lørdag d. 6/7 mødes vi for sidste gang inden sommerferien til en gang lørdagstræning, så mød talstærkt op og lad os få sat et ordentligt punktum for endnu en flot halvsæson.

Da jeg gjorde status over forårssæsonen på samme tidspunkt sidste år, toppede 3 ud af 5 hold deres rækker – og i år er facit det samme, selvom der ikke er tale om de samme 3 hold.

Damerne gentog takket være en afsluttende udesejr over Vorgod/Barde sidste forårs førsteplads på bedre målscore end Mejdal-Halgård, som ellers toppede rækken inden sidste spillerunde á point med Brande. En knusende 10-1-sejr sendte imidlertid BOB’s damer forbi sidste efterårs vindere af rækken, men havde pointløse Vorgod/Barde meldt afbud til den sidste kamp, var BOB i stedet endt som nr. 2.

+30 havde det længe svært og stod midt i maj blot noteret for 2 point efter 6 spillerunder, inden en hårdt tilkæmpet hjemmesejr på 1-0 over Mejrup blev starten på en stime på 4 sejre (hvoraf 2 ganske vist var uden kamp). At seks scoringer samlet set rakte til 14 point og en tredjeplads må dog betegnes som mere end godkendt.

+40 gik som det eneste hold ubesejret gennem forårets kampe, og 1-0-sejren på udebane over de nærmeste konkurrenter, Herning Fremad, betød, at BOB kunne gå på sommerferie som nr. 1.

+50 så ud til at have forpasset chancen for en topplacering, da holdet i tredjesidste spillerunde tabte 0-2 i Ikast, men BOB-sejre i de 2 sidste kampe kombineret med 2 IfS-nederlag betød, at +50’erne for første gang i årevis kunne kalde sig “Frühlingsmeister”.

+60 smed lidt for mange point undervejs, men en tv-optræden på DR1 blev fulgt op af en afsluttende 2-1-sejr over sejrsvante Hammerum, som dog stadig fører rækken an med et hul på 5 point ned til BOB’s ældste hold.

Alt i alt har de 5 BOB-hold i første halvdel af sæsonen været involveret i 50 turneringskampe, hvoraf 31 er vundet (heraf 4 uden kamp), 8 er endt uafgjort og 11 tabt (heraf en uden kamp)

Den samlede målscore for de 50 kampe er på 127-83, og totalen på 101 point svarer til et pointgennemsnit på imponerende 2,02.

God sommer!