Mandagstrænerne fra Brande Old Boys

Mandag havde DR lagt vejen forbi Brande Stadion for at tale med holdleder Erik Rahbek samt et par af spillerne på +60-holdet om deres syn på herrelandsholdets til tider noget blodfattige indsats i EM-premierekampen mod Slovenien et par dage tidligere.

Som en lille sidegevinst blev holdets sponsor, Blåhøj El, eksponeret på landsdækkende tv, endda i bredformat 🙂

Fik du ikke set indslaget, som blev vist på DR1 i pausen af EM-kampen mellem Frankrig og Schweiz, kan du se eller gense det ved at klikke her (starter efter 5:50 minutter).

Det er i øvrigt ikke første gang, Brande Old Boys har besøg af tv: sidste gang det skete var 1. marts 2021, hvor TV MidtVest havde sendt et tv-hold til Brande for at sende live fra den første træningsaften efter flere måneders corona-nedlukning.

Det indslag kan du gense ved at klikke her

Mandagens kamp i +60-rækken mellem BOB og Herning Fremad endte forøvrigt med en hjemmesejr på 3-0 efter 0-0 ved pausen. Med sejren konsoliderede +60’erne 2.-pladsen i rækken ganske eftertrykkeligt.

Halvvejs gennem turneringen er afstanden til såvel førerholdet Hammerum som netop Herning Fr. på tredjepladsen præcis den samme, nemlig 8 point.