Årets forening: Brande Old Boys

Torsdag afviklede Brande City for tredje gang deres årlige kåringsarrangement i Remisen. Blandt de seks nominerede i kategorien Årets (sports-)forening havde Brande Old Boys sneget sig ind, og i et stærkt kandidatfelt havde juryen valgt at pege på BOB.

Medlem af Brande Citys udvalg for sport, kultur og turisme, Sigurd Kristensen, motiverede juryens valg, og på vegne af de hundredvis af frivillige, som siden foreningen blev stiftet i 1941 har leveret titusindvis af ulønnede timers arbejde som enten holdledere, bestyrelses- eller udvalgsmedlemmer eller hjælpere i forbindelse med arrangementer som bankospil, bierfest, firmafodbold, landsmesterskaber, salg af julekalendere, Åræs og andre aktiviteter i forbindelse med Brande Marked, takkede formanden dels den eller de personer, der havde indstillet BOB, dels juryen for dens valg.

“Vi har vundet rigtig mange kampe – og tabt nogle få, men dem har vi glemt – og vundet en hel del turneringer og landsmesterskaber i løbet af 82 år, men selvom jeg ikke har været med hele vejen, er jeg ikke i tvivl om, at det er den ubetinget største hæder og anerkendelse, der nogensinde er blevet Brande Old Boys til del”, lød det fra formanden, som også benyttede lejligheden til at komme med en opfordring:

“Når vi kan rende rundt og lege julemænd i utide med bl.a. et corona-legat, skyldes det ikke kun frivilligt arbejde, men også den utrolige velvilje, vi altid møder, når vi besøger byens butikker, firmaer og erhvervsdrivende i øvrigt for at bede om sponsorstøtte. Det skal I have tusind tak for – men det kan vi kun gøre, fordi I er der, og det er I kun, hvis vi handler hos jer. Så husk det, næste gang I starter bilen for at køre til Herning, tænder tabletten eller swiper på jeres telefon – måske kan I købe det samme i Brande. Støt dem!”

Afslutningsvis takkede formanden Brande Citys udvalg for sport, kultur og turisme for endnu et flot arrangement.

Udover hæderen og en flot buket udløste udnævnelsen et Brande-gavekort på 1.000 kr. begge dele sponseret af Jyske Bank (den tidl. Handelsbanken).