At 2-0 er den farligste føring er en af fodboldens ældste klichéer, men det blev endnu engang bevist, da Brande Old Boys’ hold i +50-rækken mandag havde besøg af Herning Fremad.
Efter 2 minutter fik en Fremad-spiller lov til at stå helt fri ved bageste stolpe ved et hjørnespark, og så stod det 0-1, og bare fem minutter senere fordoblede gæsterne føringen uden det store besvær.
Med en tredobbelt udskiftning fik holdleder Martin Bjærre vendt kampbilledet, og efter 10 minutter behandlede Brian Dahl Thomsen Michael Laursen oplæg efter fortjeneste, da han reducerede til 1-2.
Resten af halvlegen var det hjemmeholdet, der slog takten an, men både Mikael Lund og Michael Laursen headede fine indlæg fra henholdsvis Sigurd Kristensen og Kai Varisbøl forbi mål, og Stefan Kristensens afslutning fra en halvspids vinkel røg samme vej.
10 minutter efter pausen kunne Herning-mandskabet have lukket kampen, men to gange indenfor et minut lykkedes det dem at ramme overliggeren, og to minutter senere udlignede værterne i stedet til 2-2, da Brian Dahl Thomsen gelejdede en afslutning fra Jens Studsgaard det sidste stykke over stregen.
Med 10 minutter tilbage af kampen fik gæsterne endnu en kæmpe chance, da bolden dansede rundt på hjemmeholdets målstreg, men i fællesskab fik målmand Jens Ole Pedersen og Jørn Eriksen raget kastanjerne ud af ilden.
Det betød, at Michael Laursen, der også blev kampens spiller, 3 minutter senere blev matchvinder, da hans langskud blev rettet af af en Fremad-forsvarer og snød gæsternes keeper.
Dermed blev facit af et jævnbyrdigt opgør 3-2 til Brande, som med sejren kunne bogføre årets første point.