Vi (og alle andre klubber med oldboyshold i DGI’s turnering) har – endnu inden første spillerunde er afsluttet – modtaget nedenstående skrivelse fra Herning Fodbolddommerklubs dommepåsætter.
Læs den og overvej, om du er en af dem, der er med til at gøre livet surt for “manden (m/k) i sort” – de er jo som bekendt også kun mennesker, der (endda mod en relativt beskeden betaling) vælger at bruge aften efter aften på at sørge for, at vi andre kan spille fodbold under nogenlunde ordnede forhold.
Og skulle du opleve en fejlkendelse, så husk, at der formentlig også går ret længe imellem, du selv leverer en 100 % fejlfri kamp!
“Vi har nu i nogle år forsøgt at appellere til jeres OB-hold om at yde fairplay over for dommerne i jeres rækker.
Det har dog været med begrænset succes.
Over de sidste 3-4 sæsoner har jeg fået meddelelse fra næsten to håndfulde af dommere om, at de ikke ønsker kampe i jeres OB-rækker.
Der skulle så kun gå én runde i år før endnu en dommer meldte fra.
Det er specielt i 11-mandsrækkerne, at brokkeri er et udpræget problem. Desværre er det ikke kun én klub, men klubber over en bred kam.
At dømme fodbold er et frivilligt hverv, så det er op til den enkelte dommer selv at vælge, om han vil være en del af jeres fodboldkampe.
Fodbolddommere hænger ikke på træerne, så det er ikke sikkert, at jeg i år vil lykkes med at kunne påsætte dommere til samtlige kampe.
Samtidig vil jeg opfordre jer i klubberne til at finde emner, som vil tage dommerkort og melde sig under vores fane. Vi oplever jo rigtig mange OB-spillere, der kender reglerne meget bedre end os og ved, hvad der skal dømmes hvornår.
Med ønsket om en god sæson
Robert Houlberg,
dommerpåsætter af DGI-kampe for Herning Fodbolddommer Klub.”