Pokaler til 2 x Laursen

I forbindelse med generalforsamlingen 28/2 overrakte formanden traditionen tro spillerpokalen og lederpokalen til to personer, som har gjort en særlig indsats for foreningen det seneste år.

Ceres spillerpokalen går i år til en spiller, der kun er lidt yngre end BOB. Med dine 73 år er du foreningens ældste aktive spiller. Du er en af dem, der får mest for kontingentet: du møder op stort set hver gang, uanset om det er indendørs eller udendørs. Hvis der er en storm i anmarch, ringer du lige for en sikkerheds skyld for at høre, om der nu også er lørdagstræning, inden du sætter kursen mod Brande Stadion.

Du er tilmed vant til at spille i grønt fra din tid i Engesvang, og du spiller stort set alle pladser på banen, sågar målmand, hvis det kniber.

Spillerpokalen 2022 går til: Knud Erik Laursen

BOB’s lederpokal går i år til den person, som har stået i spidsen for de seneste 3 firmafodboldmesterskaber.  Det er lykkedes dig – i tæt samarbejde med resten af udvalget – at få en i forvejen velsmurt maskine til at køre om muligt endnu bedre, og selvom vi er kede af, at du stopper, ligger der en detaljeret drejebog, der er lige til at føre videre.

BOB’s lederpokal 2022 går til: Michael Laursen.