Mandag spillede oldboys-holdene fra Brande og Kølkær/Fasterholt opvarmningskamp til Danmarks afgørende EM-kamp mod Rusland. Ganske vist foregik kampen i +50-rækken på Brande Stadion, men begge mandskaber fik vist, at de kender vejen til målet.
Der var ikke engang spillet et minut, og hjemmeholdet havde end ikke rørt bolden, før gæsterne havde bragt sig i front på et flot langskud, men to minutter senere udlignede Martin Bjærre med et fladt, præcist spark ligeledes fra distancen.
Stillingen holdt til pausen, men i løbet af 10 minutter i starten af 2. halvleg kom der for alvor gang i målscoringen.
Halvlegen var et par minutter ældre end første, da gæsterne igen bragte sig foran på et langskud, men denne gang gik der kun et minut inden Brandes udligning; Ole Thisgaard headede et millimeterpræcist indlæg fra Ole Radoor i kassen. Kort efter kom værterne for første gang i spidsen, da Søren Prøhl spillede bolden på tværs til Sigurd Kristensen, som bankede den i nettet fra kanten af feltet, men straks efter udlignede Kølkær/Fasterholt til 3-3. Stillingen holdt dog ikke længe; i en omstilling viste Ole Radoor endnu engang stort overblik, da han trillede bolden på tværs til en fremstormende Benny Vilsborg, som plantede sin første sæsonscoring i bundgarnet. Da var der spillet 14 minutter.
Selvom begge hold havde chancer til både to og tre mål, var det bedste bud på endnu en scoring et stolpeskud fra Mikael Lund; igen efter oplæg fra Ole Radoor, som da også helt suverænt blev kampens spiller.
Med 4-3-sejren slutter Brande første turneringshalvdel som nr. 3 á point med Ikast fS på andenpladsen.