I regn og blæst kom Oldboys +40 i gang.
Torsdag 8. april mødte BOB +40 hold Hammerum 2 i sæsonens første kamp.
Det blev en kamp hvor BOB havde fuld kontrol i hele kampen. Det blev ikke til en eneste målchance til Hammerum. Det blev kun til en løbe duel mellem Hammerum´s Sjas og Brande´s Torben Jakobsen, som sidstnævnte lige vandt.
Allerede i kampens 13. minut blev Lars Duedahl fældet i feltet, det udløste en klokkeklart straffespark. Den blev sikkert omsat af Brande´s angrebsstjerne Dennis Lundstrøm (søn af tidligere Brande legende Niels Christian Lundstrøm) til en 1-0 føring.
BOB fortsatte det fine spil med masser af godt spil og fine chancer. I det 18. minut gled Michael Laursen igennem på højre flanke, sendte en sublim aflevering skrå tilbage til Nicolaj Eg, der sikkert satte kuglen ind med venstre poten til 2-0 i det lange hjørne.
Første halvlegs sidste aktion, var enhovedstødsscoring af Allan Kjærgaard til 3-0 på et oplæg fra Dennis Lundstrøm.
2 halvleg forløb som første. BOB i fuld kontrol. Det eneste der manglede var lidt skarpere folk oppe foran, for det blev ikke til flere kasser.
Derfor har Lars Duedahl, Nicolaj Eg og Bjarne Thisgaard mødepligt til lørdags træning, hvorspecielt afslutninger skal trænes.
Generelt en godkendt indsats af hele holdet i sæson åbneren udtaler chefcoach Michael Andersen.
Næste torsdag d. 15. april drager holdet til Vildbjerg og jagten efter yderligere 3 point.