Efter sidste uges uafgjorte kamp mod Herning KFUM, hvor holdleder Kenneth Lauridsen med et af sine sjældne mål (eller var det et indlæg?) sikrede sit hold 1-1, skulle Brande Oldboys’ +45-hold torsdag aften forsøge at forsvare andenpladsen i udekampen mod Hammerum. Hjemmeholdet kom bedst fra start, og i målet måtte Ken Pedersen et par gange diske op med fodparader overfor helt frie Hammerum-angribere; den ene gang måtte han desuden have stolpen til hjælp. I en målløs første halvleg var Carsten Thinggaard tættest på scoring for Brande, da han helflugtede Erik Eriksen perfekte indlæg direkte på hjemmeholdets keeper.
Efter pausen overtog BOB kampen, og efter 10 minutter tilkæmpede Erik Eriksen sig et lidt tyndt straffespark. Igen trak Hammerum-keeperen dog det længste strå, denne gang i duel med Sigurd Kristensen, der hverken fik tilstrækkelig fart eller præcision i sit forsøg fra 11-meterpletten. 5 minutter senere lykkedes det så endelig, da Kim Tranholm ved forreste stolpe fik prikket riposten fra et hjørnespark over stregen, og få minutter senere blev det 2-0, da Erik Eriksen blev sendt af sted i dybden. Han viste stort overblik og sendte bolden på tværs til Sigurd Kristensen, som fik revancheret sit brændte straffespark. Hammerums bedste forsøg i 2. halvleg var et frispark, der prellede af på overliggeren, men i slutminutterne faldt hjemmeholdets defensiv helt fra hinanden, og Ole Thisgaard nåede at misbruge et par store muligheder for at øge føringen.
I sæsonens sidste kamp taget Brande, der som det eneste hold i rækken ikke har tabt en kamp i efteråret, imod Vildbjerg, og med minimum uafgjort her, er andenpladsen i hus.
Brande Oldboys’ +45-hold havde kurs mod et nederlag i torsdagens kamp i Bording, men endte alligevel med at snuppe alle tre point.
Det var ellers Brande, der indledte kampen bedst; tættest på var Michael Laursen, der måtte se sit lob viftet til hjørnespark. Efter et kvarter var det så i stedet hjemmeholdet, der kom på tavlen, da Per Jørgensen snittede et indadskruet hjørnespark i eget net. I halvlegens absolut sidste sekunder var Bording tæt på 2-0 efter endnu et hjørnespark fra samme side, men denne gang stod opstanderen i vejen.
Trods modvind efter sidebyttet var Bording igen tæt på at øge føringen kort ind i 2. halvleg, men i stedet blev det 1-1 efter 10 minutter, da Mikael Lund energisk forfulgte en løs bold i kanten af feltet og med en utagelig halvflugter kom med et seriøst bud på årets mål på Invita Arena. Målet vendte kampen, og i det tiltagende tusmørke stod der Brande på begivenhederne kampen ud. 10 minutter senere blev Michael Laursen endnu engang spillet fri i dybden, men igen fik hjemmeholdets keeper en lab på hans lob. 5 minutter før tid var det så Ole Jensens tur til at finde Michael Laursen med en dyb stikning, og klog af skade spillede han bolden på tværs til Carsten Thinggaard, som fik keeperen til at gå på halen, inden han trillede bolden i det tomme mål til 2-1, kampens resultat.
Torsdag var Brande Oldboys’ +45-hold i Ikast for at dyste mod arvefjenderne, der topper rækken, og som sædvanlig startede Brande bedst. Tættest på var Henrik Mortensen, der blev spillet fri i dybden af Martin Nielsen, men – ligeledes som sædvanlig – slog Ikast kontra, endda 2 gange med få minutters mellemrum, så efter et kvarter førte de gule 2-0. 3 minutter senere tog Ole Radoor sagen i egne støvler med et af sine sjældne pletskud, da han efter et par fikse driblinger på kanten af feltet placerede bolden midt i målet – en næsten tro kopi af Ikasts anden scoring.
2. halvleg foregik næsten udelukkende på Ikasts banehalvdel, og Brande kom da også frem til de nødvendige chancer, men foran mål var indskiftede Ole Thisgaard den største synder. Efter kampen ringede astronauten Andreas Mogensen således via satellittelefon for at spørge, om Ikast ikke savnede en bold…
5 minutter før tid blev Carsten Thinggaard sendt på banen igen i en sidste offensiv satsning, og 2 minutter før sidste dommerfløjt dukkede han op ved bageste stolpe og hamrede den fuldt fortjente udligning til 2-2 i kassen.
Brandes bedste var de 2 centerforsvarere Finn Jensen og Kim Kristensen, der også havde overskud til at deltage i det opbyggende spil.
Brande Oldboys’ +45-hold skulle bruge en halvleg af torsdagens hjemmekamp mod Tjørring til at få weekendens Landsmesterskaber ud af kroppen. Allerede efter 3 minutter bragte gæsterne sig i spidsen, da de udnyttede et boldtab hos værterne, og et par minutter senere var det tæt på 0-2, men denne gang gik afslutningen forbi mål. Det lykkedes dog Tjørring at fordoble føringen inden pausen efter endnu en opspilsfejl fra hjemmeholdets side, men straks fra 2. halvlegs start tog Michael Lauersen sagen i egne støvler. Han pillede bolden fra en modspiller, tog et par træk og vippede elegant bolden i en høj bue over Tjørring-keeperen og over i det fjerneste målhjørne – klassemål! Godt 10 minutter senere var udligningen en kendsgerning, da Kim Kristensen sparkede returen fra et hjørnespark ikke bare i men igennem netmaskerne fra kanten af feltet. 8 minutter før tid kunne Michael Lauersen være blevet dobbelt målscorer, men han sendte Mikael Lunds indlæg fra venstre side en lille meters penge over mål, og i de absolut sidste sekunder var Steffen Eriksen tæt på at blive matchvinder. Hans knaldhårde hovedstød på Ole Radoors perfekte indlæg fra højre blev dog afværget af Tjørrings meget unge målmand, og så sluttede opgøret med en pointdeling for resultatet 2-2.