Belønnet til slut

Torsdag var Brande Oldboys’ +45-hold i Ikast for at dyste mod arvefjenderne, der topper rækken, og som sædvanlig startede Brande bedst. Tættest på var Henrik Mortensen, der blev spillet fri i dybden af Martin Nielsen, men – ligeledes som sædvanlig – slog Ikast kontra, endda 2 gange med få minutters mellemrum, så efter et kvarter førte de gule 2-0. 3 minutter senere tog Ole Radoor sagen i egne støvler med et af sine sjældne pletskud, da han efter et par fikse driblinger på kanten af feltet placerede bolden midt i målet – en næsten tro kopi af Ikasts anden scoring.
2. halvleg foregik næsten udelukkende på Ikasts banehalvdel, og Brande kom da også frem til de nødvendige chancer, men foran mål var indskiftede Ole Thisgaard den største synder. Efter kampen ringede astronauten Andreas Mogensen således via satellittelefon for at spørge, om Ikast ikke savnede en bold…
5 minutter før tid blev Carsten Thinggaard sendt på banen igen i en sidste offensiv satsning, og 2 minutter før sidste dommerfløjt dukkede han op ved bageste stolpe og hamrede den fuldt fortjente udligning til 2-2 i kassen.
Brandes bedste var de 2 centerforsvarere Finn Jensen og Kim Kristensen, der også havde overskud til at deltage i det opbyggende spil.