Skuden blev vendt

Brande Oldboys’ +45-hold havde kurs mod et nederlag i torsdagens kamp i Bording, men endte alligevel med at snuppe alle tre point.

Det var ellers Brande, der indledte kampen bedst; tættest på var Michael Laursen, der måtte se sit lob viftet til hjørnespark. Efter et kvarter var det så i stedet hjemmeholdet, der kom på tavlen, da Per Jørgensen snittede et indadskruet hjørnespark i eget net. I halvlegens absolut sidste sekunder var Bording tæt på 2-0 efter endnu et hjørnespark fra samme side, men denne gang stod opstanderen i vejen.
Trods modvind efter sidebyttet var Bording igen tæt på at øge føringen kort ind i 2. halvleg, men i stedet blev det 1-1 efter 10 minutter, da Mikael Lund energisk forfulgte en løs bold i kanten af feltet og med en utagelig halvflugter kom med et seriøst bud på årets mål på Invita Arena. Målet vendte kampen, og i det tiltagende tusmørke stod der Brande på begivenhederne kampen ud. 10 minutter senere blev Michael Laursen endnu engang spillet fri i dybden, men igen fik hjemmeholdets keeper en lab på hans lob. 5 minutter før tid var det så Ole Jensens tur til at finde Michael Laursen med en dyb stikning, og klog af skade spillede han bolden på tværs til Carsten Thinggaard, som fik keeperen til at gå på halen, inden han trillede bolden i det tomme mål til 2-1, kampens resultat.