Langsomme startere

Brande Oldboys’ +45-hold skulle bruge en halvleg af torsdagens hjemmekamp mod Tjørring til at få weekendens Landsmesterskaber ud af kroppen. Allerede efter 3 minutter bragte gæsterne sig i spidsen, da de udnyttede et boldtab hos værterne, og et par minutter senere var det tæt på 0-2, men denne gang gik afslutningen forbi mål. Det lykkedes dog Tjørring at fordoble føringen inden pausen efter endnu en opspilsfejl fra hjemmeholdets side, men straks fra 2. halvlegs start tog Michael Lauersen sagen i egne støvler. Han pillede bolden fra en modspiller, tog et par træk og vippede elegant bolden i en høj bue over Tjørring-keeperen og over i det fjerneste målhjørne – klassemål! Godt 10 minutter senere var udligningen en kendsgerning, da Kim Kristensen sparkede returen fra et hjørnespark ikke bare i men igennem netmaskerne fra kanten af feltet. 8 minutter før tid kunne Michael Lauersen være blevet dobbelt målscorer, men han sendte Mikael Lunds indlæg fra venstre side en lille meters penge over mål, og i de absolut sidste sekunder var Steffen Eriksen tæt på at blive matchvinder. Hans knaldhårde hovedstød på Ole Radoors perfekte indlæg fra højre blev dog afværget af Tjørrings meget unge målmand, og så sluttede opgøret med en pointdeling for resultatet 2-2.