Der var ikke spillet meget mere end 10 minutter af mandagens kamp i +50-rækken mellem Brande Old Boys og Tjørring, da Brandes Brian Dahl Thomsen sparkede Benny Vilsborgs indlæg i nettet til 4-0 og samtidig fuldbyrdede det hattrick, han indledte i kampens 3. minut, da han bugserede Ole Thisgaards afslutning det sidste stykke over stregen. Tre minutter senere gjorde han det også til 2-0, inden topscorer Søren Prøhl med baghovedet bragte sit hold foran 3-0 assisteret af Tjørring.keeperen.
I halvlegens sidste minutter fik gæsterne lidt for let spillet sig frem til et par reduceringer, og pausestillingen var derfor 4-2 til Brande, som fik hanket lidt op i sig selv efter den sløje afslutning på 1. halvleg.
2 minutter ind i 2. halvleg slukkede sæsondebuterende Lars Poulsen Tjørrings sidste spinkle håb om point, da han fra en halvspids vinkel sparkede bolden mellem benene på Tjørrings målmand til 5-2, og efter 10 minutter gjorde Sigurd Kristensen det til 6-2 på et langskud, der ramte en Tjørring-forsvarer og snød målmanden.
Mere blev der ikke scoret, selvom hjemmeholdet havde rigeligt med chancer. Tættest på var Søren Prøhl, der hamrede bolden på overliggeren fra tæt hold. Den tredje sejr på stribe sendte Brande op på tredjepladsen i rækken.
Kampens spiller blev tremålsskytten Brian Dahl Thomsen.
Kategoriarkiv: Super Veteran +50
50
Årets mål
Holdene lagde ud med at føle hinanden lidt på tænderne, da Herning KFUM mandag aften tog imod Brande Old Boys i +50-rækken, men ret hurtigt satte gæsterne sig på begivenhederne. Ole Thisgaard testede værternes målmand med et godt skud ved roden af den ene opstander, men først midt i halvlegen kom der gang i målscoringen.
Sigurd Kristensen sendte en høj diagonalbold til bageste stolpe, hvor Mikael Lund med et perfekt timet vristspark helflugtede bolden i netmaskerne, der var ved at gå op i syningerne. En tidlig kandidat til årets mål af formanden.
Fem minutter senere blev det 2-0 til Brande, da Bjarne Kristensen efter tålmodigt opspil lagde bolden på tværs til Kim Tranholm, som fra en position lige udenfor feltet sikkert sparkede den i nettet.
Dann Thomsen var kun en fodparade af KFUM-keeperen fra sin første sæsonscoring, men halvlegsresultatet forblev 0-2.
Fem minutter efter sidebyttet blev det til 0-3, da Bjarne Kristensen fandt Mikael Lund på baglinjen. Han ”krøllede” bolden ind til femmålsskytten fra sidste uges kamp mod rækkens andet Herning KFUM-mandskab, Søren Prøhl, og tæt under mål svigtede topscoreren ikke. Samme Søren Prøhl var også ophavsmand til 4-0-målet få minutter senere, da en helt fri Ole Thisgaard kunne styre hans afslutning/aflevering i kassen.
Derefter gik kadencen lidt ned, men ti minutter før tid kom Kai Varisbøl også på måltavlen, da han sparkede Søren Prøhls flade indlæg i nettet til 5-0. Fem minutter før tid fik Herning KFUM pyntet lidt på resultatet på et flot langskud efter en omstilling, og dermed endte opgøret, i øvrigt præcis som en uge tidligere, med en sejr på 5-1 til Brande.
Kampens spiller blev Mikael Lund.
+50 faldt helt sammen til slut
Efter en målløs og taktisk præget 1. halvleg, der ikke bød på de helt store målchancer til nogen af holdene, lykkedes det 2 minutter efter pausen for Ole Radoor med et temmelig forkølet, men velplaceret skud helt ude ved den ene stolpe at bringe Brande i spidsen i mandagens udekamp i +50-rækken mod Herning Fremad. 3 minutter senere var Sigurd Kristensen tæt på at fordoble føringen, da han selv førte bolden frem og med et ikke specielt hårdt spark sendte den på stolpen.
Martin Bjærre var først over riposten, men fra få meters afstand lykkedes det ham på det skammeligste at brage det store tilbud forbi mål.
Fem minutter senere fik hjemmeholdet i stedet udlignet, og to minutter senere gjorde de det også til 2-1; begge gang fordi markeringerne i Brande-forsvaret svigtede.
En kvalificeret afslutning fra Dann Thomsen efter et af gæsternes sjældne kontraangreb blev pareret til hjørnespark, og et indlæg fra Brian Dahl Thomsen tog oversiden af overliggeren, men fem minutter før tid afgjorde hjemmeholdet kampen med endnu en scoring, mens Brande-spillerne var reduceret til statister.
I slutfasen var Herning-mandskabet tættere på 4-1, end de opgivende gæster var på en reducering, men i næstsidste minut kom tværribben i vejen for et godt hovedstødsforsøg, ligesom Ken Petersen i Brande-målet et par gange fik reddet kastanjerne ud af ilden.
Slutfacit blev derfor en sejr på 3-1 til Herning Fremad, der fortsat topper rækken med maksimumpoint.
Kampens spiller blev Sigurd Kristensen.
Snæver sejr i Sunds
Der var ikke ligefrem forår i luften, da +50-holdet mandag tog hul på turneringen på en kold og vindomsust kunstgræsbane i Sunds.
Hjemmeholdet satsede vanen tro på at stå dybt og slå kontra, når muligheden bød sig, og det var da også efter et Brande-boldtab langt fremme på banen, at værterne kom i spidsen midt i 1. halvleg efter et perfekt udført kontraangreb. Få minutter senere udlignede Søren Prøhl for gæsterne, da han modtog bolden tæt under mål fra Kim Tranholm og i kamp med Sunds-keeperen fik bugseret den det sidste stykke over stregen.
Inden pausen fik samme Søren Prøhl endnu en chance, men denne gang sparkede han snert forbi mål.
Fem minutter inde i 2. halvleg blev det så 2-1 til Brande. Efter et gennemspillet angreb, hvor bolden gik fra mand til mand, endte den hos Mikael Lund, som med en veltempereret førstegangsaflevering sendte læderet ind i panden på Søren Prøhl. Den gamle målræv svigtede ikke, men headede sikkert sit hold i spidsen. Brande fortsatte med at lade bolden gøre arbejdet, og kombinationerne flød, mens Sunds-spillerne i lange perioder slet ikke rørte bolden. Det blev da også til flere gode muligheder, som enten prellede af på Sunds-målmanden eller røg forbi mål.
I slutfasen investerede Sunds endelig lidt mere i spillet frem ad banen, og kombineret med lidt fumlerier i Brande-defensiven gav det værterne et par muligheder, som Ken Petersen i BOB-målet dog fik afværget, og derfor kunne Brande-mandskabet køre hjem i deres svedige spilletøj med sæsonens første tre point i bagagen.