Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

BOB-køleskabet er slukket for i år

Det redder nok hverken planeten eller klimaet, og det bliver nok heller ikke det, der får elpriserne til at styrtdykke, men i erkendelse af, at sæsonen er så godt som slut – og at køleskabet ikke ligefrem bugner af letfordærvelige varer – har vi trukket stikket og slukket for BOB-køleskabet for i år, så det ikke står og banker strøm af til ingen verdens nytte.

For at undgå, at vores øl bliver alt for varme, er der samtidig skruet ned for temperaturen i klublokalet. Det er helt ok at skrue lidt op for radiatorerne, når lokalet benyttes, bare man husker at skrue ned igen, inden det forlades.

Klar til indendørs fodbold?

Selvom det stadig er perfekt fodboldvejr, må vi nok konstatere, at både sæsonen og sommeren for alvor lakker mod enden.

Derfor starter vi traditionen tro med at spille indendørs fodbold i Brande Hallernes Hal B mandag d. 24. oktober kl. 20.00 og et par timer frem.

Bare mød op – eneste krav er, at du er iført et par indendørssko.

Vel mødt!

PS: Vi fortsætter også med at spille udendørs på Brande Stadion hver lørdag kl. 13.30.

Første nederlag til 40+

Der var dømt topopgør torsdag i Herning hvor Brande Old Boys ret så suveræne 40+ skulle møde rækkens nummer 2 Herning Fremad.

Kampen var generelt meget lige og inden for det første minut havde begge hold haft skud på mål dog uden at det resulterede i mål. Der skulle dog ikke gå mere end 5 min før Brande kom foran. Michael Tyr kæmper sig flot til bolden på midten og spiller Allan Ejstrup som knastørt sparker bolden ind ved forreste stolpe.

Igen bølgede kampen frem og tilbage og der skal ikke herske tvivl om at Brande ville blive mere presset af de ret så unge Fremad spillere end det man måske var vant til. Udligningen faldt da også efter ca. 17 min spil. På en omstilling scorede Fremad et flot mål til 1-1. Stillingen 1-1 holdt til halvleg.

Anden halvleg var kun 1 minut gammel da Brande igen kom i front. Et godt sparket hjørne ramte Henrik Skytte lige i panden som headede den på tværs til Allan Ejstrup som igen kunne score.

Desværre holdt føringen ikke ret lang tid for kun 1 minut efter udlignede Fremad på et langskud der ser ud til at snyde målmand Lars Poulsen.

De næste 10 minutter var der chancer i begge ender. Tyr havde en afslutning som blev reddet og det samme gælder Thomas Messi, desværre ville bolden ikke det sidste stykke ind over stregen.

Det ville bolden desværre 10 min. før tid da en Herning spiller med et fladt skud fangede målmand Poulsen på det forkerte ben og bolden kunne trille ind ved forreste stolpe.

Selvom Brande forsøgte at lægge pres på Fremad til sidst lykkedes det ikke at udligne og Fremad spillerne kunne derfor sende Brande hjem med et nederlag.

Dagens spiller blev fortjent Allan Ejstrup som scorede de 2 Brande mål.

Sejr til 40+ mod Ikast

Torsdag aften lagde Brande kunststof bane til opgøret mod Ikast.

De første 20 min var ikke noget at skrive hjem om. Det var en gang rodet fodbold.

Efter 20 min spil fik BOB mere styr på kampen. Fik spillet sig frem til nogle store chancer, ved Allan Hansen, Herbie og Casper. De kunne dog ikke passere målmanden.

Der skulle et forsvars kiks til fra Ikast, før BOB kom foran. 2 Ikast spillere rendte sammen, så fik Herbie bolden i en god position, dog stjal Lunde bolden fra ham og sendte bolden i kassen til 1-0. Det blev halvlegens sidste action

Det blev til en god snak i halvlegen, så 2 halvleg blev på BOB’s præmisser. Det blev til yderligere 2 scoringer. Først Lars Duedahl på et langskud, som målmanden troede gik forbi mål. Han sprang i hvert fald ikke efter bolden.

Sidst i halvlegen lukkede Casper kampen med et flot hovedstøds mål til 3-0 på indlæg fra Lars Duedahl.

Sejren betød at 40+ holdet allerede nu har vundet puljen.