Alle indlæg af OldGirls

Sejr i sæsonens første kamp

Tirsdag den 10. April ude mod Herning IK

Sæsonens første kamp stod på udebane mod Herning IK som Brande normalt spiller lige op med og dagens kamp var ingen undtagelse.

Kampen starter med flere gode chancer og allerede efter det første minut har Herning et hjørnespark og på efterfølgende indlæg opstod der tumult i Brande feltet, men heldigvis lykkedes det at få ryddet op.

I stedet gik det hurtigt den anden vej, hvor Lena Jensen drev bolden frem. Hun fandt Marianne Andersen som fik lokket HIK keeperen ud af målet, herefter spillede hun Lena Jensen som sikkert kunne sende bolden i mål til en 1-0 føring til Brande efter kun 2 minutters spil.

Men Herning var ikke ufarlige og få minutter senere kom de i kontra og 2 mod en havde Jane Sandfeld i målet ikke en chance og der blev udlignet til 1-1. Herefter fulgte flere gode chancer. Først Marianne Andersen som fik skudt udefra – den fik keeperen vippet over mål til hjørne. På efterfølgende hjørne sendte Lena Jensen direkte på overliggeren fra hjørnesparket.

Halvlegens sidste chance til Brande var til Marianne Panitzsch, men afslutningen sad lige over målet. Pause stilling 1-1.

Brande blæste til angreb fra start i 2. halvleg og allerede i første minut havde Lena Jensen 2 gode chancer. Første var en kontra, hvor afslutningen sad lige på keeperen og kort efter med en god afslutning, hvor der blev hjørne.

Lena Jensen var slet ikke færdig. Minuttet efter sendte hun en fin aflevering til Marianne Andersen som helt fri sendte afslutningen lige på keeperen. Og øjeblikket efter sendte hun den selv på stolpen, men den ville ikke ind.

Herning havde dog ikke givet op og levede en del på kontra, men med en stærk defensiv var det ikke de helt frie chance de spillede sig frem til. Dog måtte Jane Sandfeld efter 8 minutter hive en flot fodparade frem. Efter 11 minutters spil slap Marianne Andersen igen fri og helt alene med HIK keeperen burde hun havde scoret, men bolden triller lige ved siden af målet.

Efter 15 minutters spil kom forløsningen endelig. Marianne Panitzsch fandt Marianne Andersen som afdriblede et par HIK spillere og denne gang sikkert sendte bolden forbi HIK keeperen med en afslutning i bunden af målet til 2-1 til Brande.

Brandes sidste gode chance tilfaldt Louise Schnedler som blev spillet fri af Lena Jensen, men bolden blev sendt forbi målet.

Netop som kampen var ved at rinde ud fik Hik et tvivlsomt frispark lige ude for Brandes felt, som kunne vise sig at være ret farlig, men med en godt placeret fod fik Marianne Panitzsch afværget den sene udligning og Brande kunne hive sejren hjem i sæsondebuten. 2-1 til Brande.

Kampens spiller blev Lena Jensen. Holdet bestod desuden af Camilla Mikkelsen, Henriette Lind Eriksen, Marianne Panitzsch, Marianne Andersen, Jane Sandfeld, Annika Sønderlund, debutanten Louise Schnedler, holdlederne Karina Kjærgaard Jakobsen og Gitte Holt og linjevogter Magnus Kjærgaard Jakobsen.

Stor sejr til Brande Old Girls

Torsdag den 28. september hjemme mod KLG

I dagens kamp var det Brande der blæste til angreb fra start og allerede efter 1. minut havde Line Kaasbjerg Svensson sin første af mange chancer, men hendes afslutning sad desværre lige på keeperen. De næste 5 minutter var samspillet mellem Malene Søgaard og Line Kaasbjerg Svensson, med Line som afslutter, næsten optimalt – der manglede bare mål.

Det kom efter 7 minutters spil. Denne gang med Gitte Holt som oplægger og Malene Søgaard som afslutter og Malene sendte sikkert bolden i mål til 1-0. Herefter fulgte der endnu en chance til Malene Søgaard, denne gang blev bolden dog sendt forbi og kort efter fik Line Kaasbjerg Svensson endnu en chance som igen endte lige på keeperen og lige inden pausen kom hun endnu tættere på da den denne gang var overliggeren der reddede KLG. Pause stilling 1-0.

Om det var den ”opsang” Line Kaasbjerg Svensson fik i pausen skal vi lade være usagt, men efter 2 minutters spil tog hun et par træk midt på banen og med et tørt venstre hug sendte hun bolden sikkert i mål til 2-0.

Få minutter senere brændte det igen på foran KLG målet da Birgitte Sørensen fandt Marianne Madsen som fik sendt bolden på stolpen. Og Marianne var langt fra færdig midt i halvlegen sendte hun bolden mod mål langt ude fra og scorede til 3-0 og kort efter var det næsten en gentagelse – dog sende hun denne gang bolden op i det ene målhjørne til 4-0.

Kampens sidste mål blev sat ind af Malene Søgaard som opfangede bolden på midten – og da der ikke var nogen der gik i hende kunne hun sikkert udplacere KLG keeperen til kampens  slutresultat 5-0.

Kampens spiller blev Marianne Madsen. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Gitte Holt, Line Kaasbjerg Svensson, Michele Duedahl, Malene Søgaard, Lena Jensen, Birgitte Sørensen, Henriette Lind Eriksen og holdleder Karina Kjærgaard Jakobsen.

Nederlag til Ikast

Tirsdag den 26. september ude mod Ikast

I en kamp som gav debut til 2 nye spillere, Lene Gasbjerg Holt og Lotte Pedersen, begav Brande sig mod Ikast.

Ikast blæste til angreb fra kampens start og Jane Sandfeld måtte hive den første store redning frem allerede efter 1 minuts spil og minuttet efter ramte Ikast overliggeren, men heldigvis uden mål.

Men Brande var heller ikke helt ufarlige og efter 4 minutters spil var det tæt på da Line Kaasbjerg Svensson hættede bolden kort over mål efter hjørnespark. Dog var Ikast mere effektive da de havde deres første hjørnespark efter 8 minutters spil, da bolden blev sendt i mål til 0-1.

Minuttet efter havde Brande deres største chance i kampen da Lene Gasbjerg Holt lige pludselig stod helt alene med Ikast keeperen. Men afslutningen sad desværre lige på keeperen.

Desværre gik resten af kampen ret meget mod Brandes mål og kampen endte med et nederlag på 0-5.

Kampens spiller blev debutanten Lene Gasbjerg Holt. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Lotte Pedersen, Line Kaasbjerg Svensson, Marianne Madsen, Helle Lykke, Camilla Mikkelsen, Malene Søgaard, Henriette Lind Eriksen og holdlederne Karina Kjærgaard Jakobsen og Gitte Holt.

Komfortabel sejr over Herning IK

Tirsdag den 5. september hjemme mod Herning IK

Kampen var knap i gang inden Brande havde den første chance. Marianne Madsen havde en godt forsøge udefra, men lige ved siden af. Og kort efter var Birgitte Sørensen tæt på, men heller ikke denne gik ind. Så kom der en kontra og først måtte Jane Sandfeld hive en stor redning frem, men desværre endte bolden ved en Herning spiller som kanonerede bolden op i det ene målhjørne uden chance for Jane Sandfeld til 0-1.

Men Hernings føring holdte ikke længe. Allerede 30 sekunder senere lavede en Herning spiller en fejlaflevering som endte i fødderne på Gitte Holt og hun svigtede ikke og udlignede til 1-1. Og et par minutter senere var hun på spil igen. Birgitte Sørensen spillede hende helt fri, men Herning keeperen fik med en fodparade på afslutningen.

Efter 10 minutters spil fangede Birgitte Sørensen bolden midt på Hernings bane. Hun tog et par driblinger og spillede Marianne Madsen helt fri og hun scorede sikkert til 2-1. Kort efter var Herning i et kontra, men Jane Sandfeld kom godt ud og fik presset afslutningen forbi målet. Pausestilling 2-1.

Anden halvleg var knap i gang inden Herning havde en afslutning på stolpen, men heldigvis hoppede bolden i spil igen og Brande fik afværget. I stedet var det Birgitte Sørensen der efter 5 minutter hamrede bolden afsted langt udefra og bolden endte sikkert i mål til 3-1. Og 3-4 minutter efter havde hun endnu et godt skud, men denne gang trak keeperen det længste strå.

Kampens sidste mål blev sat ind efter et Herning hjørnespark. Bolden blev ekspederet væk i Brande forsvaret og Malene Søgaard var først over den. Hun sendte den frem til en helt fri Gitte Holt som helt alene med Herning keeperen ikke svigtede og scorede sikkert til 4-1.

Kampens spiller blev Birgitte Sørensen. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Line Kaasbjerg Svensson, Henriette Lind Eriksen, Helle Lykke, Malene Søgaard, Gitte Holt, Marianne Madsen, Camilla Mikkelsen og holdlederne Karina Kjærgaard og Elsebeth Østergaard.