Sejren glippede til slut

Efter 3 hjemmebanenederlag på stribe var BOB’s +50-mandskab mandag på jagt efter sæsonens første point i Kølkær, og indtil 5 minutter før tid så missionen ud til at lykkes.

Hjemmeholdet indledte bedst og havde allerede i det 3. minut et forsøg på stolpen, da en Kølkær-spiller stod helt umarkeret tæt under mål.

Værterne fastholdt overtaget, mens BOB var sjældne gæster i det modsatte straffesparksfelt, og efter 17 minutter gik den ikke længere for udeholdet, som kom bagud efter en ripost.

Fire minutter senere lagde Elmedin Bratic bolden på tværs til en helt fri Kai Varisbøl, men Kølkær-keeperen gik til den rigtige side og fik afværget. Den misbrugte chance blev startskuddet til en god BOB-periode, og tre minutter før pausen lykkedes det gæsterne at udligne, da Mikael Lund dirigerede en perfekt stikning fra Henrik “Skytte” Mortensen i kassen med ydersiden.

Fra 2. halvlegs start fortsatte BOB de gode takter, og efter syv minutter gjorde Kai Varisbøl det til 2-1, da han prikkede Elmedin Bratic’ aflevering mellem benene på Kølkær-målmanden.

Gæsterne spillede bolden godt rundt, og midt i halvlegen burde Mikael Lund være blevet dobbelt målscorer, da han blev spillet fri i dybden af Jens Studsgaard, men hans lob tog den ene opstander.

Alt pegede dog fortsat på sæsonens første BOB-sejr, indtil gæsterne faldt helt sammen i de sidste fem minutter. Først fik Kølkær udlignet efter en omstilling, to minutter senere ramte de oversiden af overliggeren, og med et minut tilbage fik de helt korrekt tilkendt et frispark på kanten af feltet, da målmand Lars Poulsen, som indtil da havde stået fremragende, var nået udenfor straffesparksfeltet, inden han slap bolden.

Frisparket blev kanoneret utageligt i nettet udenom firemandsmuren, og så måtte de skuffede Brande-spillere konstatere, at det heller ikke i fjerde forsøg lykkedes at komme på pointtavlen.

Banens ældste, Jens Studsgaard, der var hastet hjem fra Frankfurt og leverede en bundsolid indsats i defensiven, blev kampens spiller.

BOB +40 fortsat ubesejret

Mandag d. 8. maj drog holdet til Lind, for denne gang at spille 9 mod 9 da Lind ikke kunne samle flere spillere til deres hold. Men i sidste øjeblik lykkedes det da alligevel hjemmeholdet Lind at kunne samle 11 spillere, så kampen kunne blive spillet som en alm 11 mands kamp.

Brande satte sig fra starten af total på kampen og kun den sidste aflevering manglede flere gange, men i det 17. minut kom forløsningen. Vores udlandske stjerne Elmedin Bratic brød igennem på højreflanken og uselvisk serverede bolden lige ind foran mål, så Thomas Funderskov let kunne score til 1-0. Ganske få minutter efter blev det allerede til 2-0, vores anfører Lunde sender Thomas Funderskov alene afsted mod Lind målmanden, hvor Funder triller den stille og roligt forbi målmanden over til Duedahl, som også her kan score let. Der skulle et straffespark til efter 24. minutter før næste mål kom, Funderskov blev tromlet ned bagfra af Lind målmanden og klart straffespark, som Funder selv scorede på sikkert til 3-0 som også var pause stillingen.

Anden halvleg startede med en stor dobbelt chance til vores allesammens Allan Ejstrup Hansen, først header han på overliggeren og returen ender igen ved ham få meter fra mål, men med hans kolde venstre fod lykkedes det ”Ejstrup” at skovle bolden forbi mål. Men der går ikke mange minutter inden han gør skaden god igen. Indskiftede Allan Kjærgaard sender en 60-70 meter lang præcis aflevering fra forsvaret diagonal til Michael ”Tyr” Kristensen som var trukket op i angrebet, et par små fikse touch på bolden sender han den videre til Allan Ejstrup som kan score til 4-0. Så gik det stærkt, Funderskov får bolden i venstre side, sætter en mand og spiller til Allan Ejstrup, som fra kanten af feltet scorer et flot mål til 5-0 til Brande holdet. Lars Duedahl vil også være dobbelt målscorer, så angrebet efter hvor han får bolden i venstre side, spiller han ingen, sætter 2-3 Lind spillere, og fra kanten af feltet tyrer han den ind ved roden af stolpen til 6-0. Bolden var knap givet op, hvor Allan Kjærgaard vist lige kom lidt forsent i en tackling, så han måtte køle af 10 minutter udenfor ved den nye ubesejrede manager Søren Ryberg. Lind kvitterede faktisk på det efterfølgende frispark til at score til 6-1 på et kongemål fra ca 30 meter, og kun kort efter blev det faktisk også til 6-2, hvor bagerste geled i Brande forsvaret nok ikke lige var helt på dupperne. I sidste minut var der gang i den, Funderskov kom alene igennem, lopper elegant bolden forbi målmanden, som så nedlægger Funderskov, bolden triller faktisk videre og Allan Ejstrup scorer hans 3. mål i kampen og dermed hattrcik, men dommeren fløjter faktisk korrekt ved at fløjte frispark lige udenfor feltet og vil give Lind målmanden et rødt kort. Brande viser igen her fair play og siger til dommeren at han gerne må trække det røde kort retur og derved får målmanden lov til at blive på banen. Michael Summe og Allan Kjærgaard aftaler ”højt” at Summe skal hoppe over bolden og så skal Kjærgaard skyde, og med Allans fine teknik kringler han læderet over muren og ind i hjørnet til slut resultatet 7-2 til Brande, som efter 5 kampe har 15 point og allerede 6 point foran 2. pladsen.

Dagens ”fidus” bamse gik til vores tekniker Thomas ”Dylan McKay” Funderskov.

Næste kamp er på udebane mod Sdr. Omme torsdag d. 15. maj.

Ny nedtur

Tredje gang blev ikke lykkens gang for BOB’s +50-mandskab, som mandag aften havde besøg af Bording.

Opgørene mod bordinggenserne plejer at være tætte, men det blev ikke tilfældet denne gang. De blåklædte gæster bragte sig allerede i front efter 8 minutter, da en Bording-spiller var hurtigst over en returbold. Bolden var dårligt nok givet op, før BOB igen mistede den i opspillet, og få sekunder senere stod det så 0-2.

To minutter senere var Thomas Svensson tæt på at reducere, da han energisk fik slidt sig fri til afslutning, men hans skud ramte trekantsammenføjningen. Derefter faldt der mere ro over begivenhederne, men tre minutter før pausen bragte Bording sig foran med tre, da markeringerne endnu engang svigtede i hjemmeholdets forsvar.

Fra 2. halvlegs start forsøgte BOB-manager Michael Andersen sig med en formationsændring for at styrke defensiven, og selvom udeholdet fortsat havde bolden mest, kom de ikke længere frem til ligeså store chancer som før pausen.

Efter en Bording-afslutning tæt forbi den ene opstander var kampens spiller, Elmedin Bratic, få centimeter fra et reducere til 1-3 i det 39. minut, men præcis som Thomas Svensson i 1. halvleg måtte også han se sit forsøg prelle af på stolpen.

I stedet lukkede gæsterne definitivt opgøret 7 minutter før tid, da Jørn Eriksen i forsøget på at sparke væk fik hjulpet bolden det sidste stykke over målstregen, og så battede det ikke alverden, at Martin “Herbie” Mortensen efter et par vævre driblinger gjorde det til 1-4 via indersiden af stolpen med kampens sidste spark – endda med venstreskøjten!

Dermed står sidste års vindere af +50-rækken fortsat noteret for et rundt nul i pointkolonnen efter 3 kampe inden årets første udekamp, lokalopgøret mod Kølkær.

Sikker sejr til Oldboys +40

Torsdag d. 1/5 skulle Brande +40 drengene møde Hammerum på hjemmebane.

I dagens kamp havde vi hele 2 fødselslarer på banen, og begge hed Lars. Den ene var målmand Poulsen og den anden var teknikeren Duedahl. 

Der skulle ikke gå mange minutter inden Brande sad på det meste af spillet. Midt i første halvleg kom første mål til hjemmeholdet, Allan “Ejstrup” Hansen kom alene igennem og scorede til 1-0. Kort efter fik Due den smart med og alene med målmanden trillede han uselvisk bolden til siden så Allan Ejstrup kunne score hans andet mål i kampen til 2-0 som også var halvlegs resultatet.

Brande var lige ved og næsten flere gange i anden halvleg men skulle hen halvvejs før næste mål. Jonny Bjørnsholm lavede flere skudfinter nede i højre siden så Hammerum forsvareren blev lidt rundtosset, inden han lå en sukkerbold til bageste stolpe, som Nicolaj Eg headede den sikkert ind til 3-0. Kort før tid blev det også til 4-0 og igen en aflevering fra Duen til Ejstrup som endelig fik hans hattrick i Brande trøjen.

Der var 3 spillere i aftenens kamp som blev kåret til man of the match med 4 stemmer hver og det var Duen, Ejstrup og Jonny.

Holdet næste kamp er torsdag d. 8/5 på udebane mod Lind Oldboys.

Blot et spark fra tredie halvleg