Onsdag d. 5 juni tog BOB+30 hjemme imod Ikast FC på en meget varm sommeraften. Begge hold ville gerne have en god start på efterårssæsonen og dette viste sig hurtigt fra kampens start. BOB startede bedst og kom frem til flere gode chancer, men det var først efter ca 10 min, at Kenni Radoor på fornemmeste vis lavede en piruette i bedste ballet stil, hvorefter han med høj klasse lobbede bolden ind til en fremadstormende Søren Laursen, som på flot vis helflugtede bolden i mål til 1-0. Dette satte dog Ikast FC igangværende de kom frem til flere gode chancer og hjørnespark, hvor det kun var på grund af en velspillende Morten Thomsen i BOB målet, at de ikke fik reduceret. BOB fik herefter indskiftet maskinen Thomas Lund som røg på venstre kanten og konstant var en trussel for Ikast forsvaret. Det var dog Allan Holt Kjærgaard som diskede op med en lækkerbisken, da han afdriblede et par Ikast spillere, hvorefter han spillede bolden i dybden til Thomas Funderskov, som på flot vis afdriblede målmanden og scorede til 2-0. Desværre for BOB fik Ikast reduceret til 2-1 kort før pausen, da der blev lagt en lang bold i dybden, hvor Michael Tyr og målmand Morten Thomsen ikke helt fik afstemt hva der skulle ske, hvorfor bolden blev headed baglæns over BOB’s målmand, hvorefter den ramte stolpen. Morten Thomsen var dog hurigt henne ved bolden med en Ikast spiller i ryggen, men ligesom han skulle samle bolden op blev han skubbet ureglementeret i ryggen af Ikast spilleren, men dommerens fløjte forblev tavs, hvorfor bolden blev sparket skråt bagud og sparket ind i mål. Dette var til stor forbavselse for Brande spillerne og tilskuer, at der ikke blev fløjtet for frispark, da selv cirkus medarbejderne på Fælleden kunne se, at der var kæmpe frispark.
Efter pausen kom Ikast bedst fra start og eftersom BOB ikke lignede et hold der var klar så reducerede Ikast til 2-2 på et frispark fra venstre, som blev headed på tværs indtil BOB’s målmand Morten Thomsen som reddede på bedste vis, men desværre blev bolden pareret ud på Michael Tyrs ben og gik herefter i mål. BOB vågnede herefter op og havde flere gode chancer til Thomas Funderskov, Tommy Christensen og Thomas Lund, men ind ville bolden ikke. Resten af kampen havde begge hold flere gode kontraløb, men kampen sluttede 2-2 til stor skuffelse for BOB spillerne som følte at vi bare ikke ramte dagen, men burde have haft alle 3 point. Kampens spiller og fuldt fortjent blev BOB målmand Morten “the Tank” Thomsen.