Storsejr til Super Veteran +50.

Sæsonens største sejr til BOB + 50 mod Spjald IF

Brandes +50 var på en overkommelig opgave ude mod Spjald i sommervarmen. Allerede i kampens andet minut bragte holdet sig foran, da Sigurd Kristensen fra egen banehalvdel spadserede igennem Spjalds forsvar for til sidst at udplacere Spjalds målmand. Så troede man, at der var lagt op til målfest, men det skulle vise sig, at det blev Spjald, der scorede kampens næste mål, da man udnyttede et koncentrationssvigt hos Brande. Pludselig 1-1, stik imod kampens forløb. Brande skulle dog komme i front igen, denne gang med hjælp fra Spjald i form af et selvmål, hvor holdets målmand lod en ufarlig tilbagelægning passere under foden og ind i mål. En gave til Brande. Dermed kunne Brande gå til pausen med en fortjent, men for lille føring på 2-1. Fra anden halvlegs start tog chancerne til Brande til, og der skulle ikke gå længe inden holdet bragte sig yderligere foran. Denne gang ved Kim Tranholm, der udplacerede en noget passiv Spjald målmand, efter en assist fra Henrik Skytte Mortensen. Kort efter blev det 4-1 med sidstnævnte i målscorerens rolle, da han med et velplaceret skud via stolpen sendte bolden i kassen. Dernæst var det igen Kim Tranholm, der var på færde foran Spjalds mål, da han ekspederede et knivskarpt indlæg fra Stig Pilely i kassen til stillingen 5-1. Spjald havde nogle sporadiske angreb, men havde i øvrigt rigeligt at se til med at forsvare sig. Det skulle dog lykkes Brande at score yderligere to mål. Først var det Jens Studsgård, der bragede bolden i kassen, med sin tredje sæsonscoring. Punktum blev sat af Stig Pilely, der opfangede en løs bold, og afdriblede Spjalds målmand for til sidst at sende bolden i et tomt mål til slutresultat 7-1. Brandes bedste var Henrik Skytte Mortensen, der sæsondebuterede på +50.

Dermed en solid sejr til Brande, der har bidt sig fast som rækkens tophold. I næste runde venter et topbrag mod Sunds, der udover to uafgjorte kampe, har vundet sæsonens kampe. Spændende om Brande også der kan hive de tre point i hus.