Bob +50 tilbage på sejrskurs

Efter det uafgjorte resultat mod IFS 1 for 14 dage siden tog Brande imod Herning IK, der havde vundet tre af deres fire første kampe. Dermed var det forventet, at det ville blive en vanskelig kamp. Det var dog Brande, der fra starten satte sig på kampen. Holdet bragte sig forholdsvist hurtigt i front ved den tilbagevendte Søren Prøhl, der har været ude med en mindre skade i de seneste par kampe. Det var Sigurd Kristensen, der leverede assisten til Søren Prøhl, der elegant med hælen dirigerede bolden i mål. Lidt senere var Brande igen på færde foran Herning målet. Efter nogle hurtige kombinationer i højre side serverede Torben Mechlenburg en præcis pasning tilbage i feltet, hvor Kim Tranholm sikkert kunne sende bolden i mål. De gode takter fra Brande fortsatte. Denne gang igen med Søren Prøhl i afslutterens rolle efter en god dyb pasning fra Brian Dahl. Dernæst slækkede Brande en anelse på koncentrationen, hvilket Herning udnyttet til et reduceringsmål inden pausen. Dog var Brande tæt på, da Sigurd Kristensen direkte på frispark sendte bolden på stolpen.

Reduceringen gav dog ikke Herning særligt meget blod på tanden, da holdet i hele 2. halvleg pakkede sig defensivt og kun sporadisk kom frem med et par mand. Oftest forsøgte man sig dog med afslutninger fra distancen, som sjældent fører til noget. Trods den massive defensiv fra Herning lykkes det dog Brande at komme til en del hele og halve chancer, som dog ikke blev udnyttet efter fortjeneste. Dermed endte 2. halvleg målløs og dermed en yderst fortjent og sikker sejr til Brande, der fastholder sin position som rækkens førende hold.

Æren som kampens spiller tilkom Kim Tranholm denne gang. I næste spillerunde venter en udekamp mod Spjald, hvor Brande skal forsøge at holde toppositionen i rækken.