En fremragende hold indsats er vel ordene på denne kamp. Optakten til kampen startede ellers ikke optimalt, da Brande var kommet lidt for sent afsted, samt at man skulle gå en længere tur til stadion. Ikke desto mindre satte Brande sig på kampen fra start og overlod ikke meget til hjemme holdet. Brande spillede flot fodbold, hvilket også førte til flere store chancer, som dog ikke resulterede i mål…. dette blev der dog ændret på midt i første halvleg, hvor Lars Duedahl sikkert modtog en aflevering fra højre siden, inde i feltet, hvor han frækt og elegant lavede tunnel på Videbæk målmanden. Brande forsatte det høje pres og dette gav pote igen da Thomas Funderskov modtog en dyb stikning i venstre siden fra Duedahl, en næsten umulig bold, som han fik kontrol over og med retning mod højrebacken førte han bolden bagom venstre støtteben og satte den sikkert ind i det korte hjørne til 0-2. Samme Funderskov kunne have gjort det til 0-3, men hans frække lop over målmanden mislykkedes, hvorfor pause stillingen forblev 0-2 til Brande.
Efter pausen forsatte Brande med at dominere, men Videbæk begyndte så småt at bide sig mere fast i kampen, hvilket resulterede i en scoring til 1-2. Brande satte herefter tempoet op og dette resulterede i at en yderst velspillende Thomas Funderskov Andersen drev gæk med 3 Videbæk forsvars spillere, hvorefter han sikkert afleverede bolden ind foran mål til Allan Madsen som sikkert satte den i kassen til 1-3. På bænken havde Brande to mand med, Ole Thisgaard og Holger Schliewa som tilsammen havde en alder på 102 år og som begge kørte en intens opvarmning. Begge kom på banen midt i anden halvleg og Ole Thisgaard skulle kun bruge en berøring før han havde scoret til 1-4. Lars Grarup Duedahl sparkede hjørnespark fra højre side, hvorefter Thisgaard med et flot hovedstød headede den ind bagved en chanceløs keeper. For det ikke skal være løgn scorede Ole Kjær Thisgaard også på sin anden boldberøring, igen et hovedstødsmål, men af uransagelige årsager blev der dømt et yderst tvivlsom offside, hvorfor kampen endte 1-4 til brande.
Kampens spiller blev Thomas Funderskov med 8 stemmer.
Ole Thisgaard er hamrende mål farlig uanset hvad hold han spiller på.