Koldstart

Torsdag skulle Brande Old Boys’ +45-hold på græs for første gang i år. Modstanderen på Brande Stadion var sidste års vindere af rækken, Vildbjerg, og græs var måske så meget sagt.

Den manglende kamptræning var tydelig hos begge hold, men trods modvind var det hjemmeholdet, der kom bedst fra start. Tættest på var Jeppe Karstoft, som headede Michael Laursen perfekte indlæg på tværs af mål.

Godt hjulpet på vej af flere dumme BOB-boldtab på kritiske steder på egen banehalvdel fik Vildbjerg efterhånden bedre fat, og efter 20 minutter udnyttede de en kikser i hjemmeholdets venstreside. Øjeblikke senere lå bolden i netmaskerne bag en sagesløs Ken Petersen i BOB-målet, og stillingen 0-1 holdt til pausen.

Godt hjulpet af medvinden blev gæsterne presset tilbage i 2. halvleg, men trods masser af spil kom Brande ikke frem til egentlige målchancer, og så endte sæsonpremieren med et etmålsnederlag efter en ikke specielt velspillet kamp. Bedste hos værterne var Michael Laursen og Martin Nielsen.