Styr på defensiven

Til tonerne af Cirkus Dannebrogs udsatte forestilling på naboarealet tog Brande Old Boys’ +45-hold torsdag aften mod Vildbjerg, et hold man traditionelt har det svært imod. Ovenpå sidste uges nulløsning hos rækkens eneste ubesejrede hold Tjørring leverede hele holdet dog en disciplineret indsats, og skulle der have været en vinder af kampen, var der efterfølgende enighed om, at det skulle have været hjemmeholdet.

Først var Carsten Thinggaard tæt på at få ram på en tværbold fra Kai Varisbøl, og efter 20 minutters spil kæmpede indskiftede Henrik Mortensen sig fri af en meget bredskuldret Vildbjerg-forsvarer, men han måtte se sit skud tæt op ad den ene stolpe klaret. Umiddelbart efter snittede et Vildbjerg-langskud BOB-overliggeren, og i halvlegens sidste minutter gik en Vildbjerg-forsvarer direkte i ryggen på Jeppe Karstoft, som befandt sig i gæsternes straffesparksfelt, med dommerens fløjte forblev tavs.

Straks fra 2. halvlegs start testede Jens Studsgaard udeholdets keeper med et godt langskud, der havde kurs mod det ene målhjørne, og efter 8 minutter halvflugtede Mikael Lund på overliggeren fra en position lige udenfor feltet. 5 minutter senere slap Vildbjergs farligste angriber igennem, men afsluttede lige på Ken Petersen i BOB-målet. Selvom begge hold fortsatte med at jagte den afgørende scoring, endte opgøret målløst, og udover det ene point og sæsonens hidtil bedste spillemæssige indsats kunne hjemmeholdet glæde sig over at have holdt nullet for tredje kamp i træk. Meget logisk tilfaldt de fleste af stemmerne da også defensiven.