Just in time

En dag fremrykket skulle Brande Oldboys’ +45-hold onsdag aften forsøge at revanchere sidste uges skuffende 1-2-nederlag i Lind, da holdet fik besøg af Hammerum. Gæsterne startede bedst, men efter 10 minutters spil ramte Flemming Just overliggeren med et flot lagskud. Riposten headede Jeppe Karstoft lige i næverne på Hammerum-keeperen. I det 21. minut blev det så 1-0. Jeppe Karstoft lagde bolden ud på kanten til Benny Vilsborg, som med et perfekt indlæg fandt Flemming Just midt for mål, hvor han let kunne heade Brande i spidsen.

Fra 2. halvlegs start overtog Hammerum igen initiativet, og Ken Pedersen i målet fik ved flere lejligheder vist, at han stadig kan tage med hænder. Mere end et par hjørnespark fik gæsterne dog ikke ud af det før slutfasen, da de pludselig i en omstilling var fem mod tre. Heller ikke denne situation førte til udligning, og i stedet var kampens spiller, Flemming Just, tæt på at blive dobbelt målscorer i kampens sidste minut, men tæt under mål lykkedes det ham at ekspedere Benny Juuls indlæg over overliggeren. Dermed sluttede opgøret med en kneben 1-0-sejr til Brande, som med de tre point overtog rækkens førsteplads.