Skuffende uafgjort

Brande Oldboys’ +45-hold indledte torsdagens hjemmekamp mod Herning KFUM offensivt og satte sig på spillet fra start. Efter få minutter testede Lars Poulsen gæsternes målmand, der præsterede en refleksredning på Poulsens afslutning fra få meters afstand. En lille håndfuld hjørnespark og ditto indlæg fra kanterne endte i næverne på KFUM-keeperen, og som det så ofte går, når et hold satser fremad banen, slår modstanderen kontra. Så efter 20 minutter kunne KFUM’erne trille bolden i mål til 0-1 efter et hurtigt opspil, der bragte BOB-forsvaret i undertal.

Efter et par justeringer i pausen fortsatte hjemmeholdet presset, og efter 6 minutter fik Lars Poulsen tilkendt et frispark fem meter udenfor feltet. Med et perfekt venstrebensspark sendte han bolden i nettet i det lange hjørne, men selvom Brande fortsatte med at producere chancer, lykkedes det ikke holdet at bringe sig foran. I stedet fik gæsterne nyt liv efter et gult kort til hjemmeholdets Kai Varisbøl midt i halvlegen, men et skud langt over mål fra tæt hold var de nærmeste, de kom en scoring. Fem minutter før tid gik Brande fra at være i undertal til at være i overtal, da det var en Herning KFUM-spillers tur til at se gult. Samtidig måtte gæsterne nødtvunget skifte målmand, og under det afsluttende Brande-pres var en KFUM-forsvarer centimeter fra at lave selvmål, men fik selv raget kastanjerne ud af ilden. Dermed endte kampen 1-1, et resultat gæsterne kunne være klart bedst tjent med. Bedst for Brande var Jens Sørensen.