Flot kamp med trætte ben efter landsmesterskaberne

Tirsdag den 1. september hjemme mod Herning KFUM

Kampen blev sat i gang med næsten 20 minutters forsinkelse idet dommeren ikke dukkede op til kampstart. Heldigvis var Brande stadig klar da han endelig viste sig. Og trætheden efter weekendens strabadser til Landsmesterskaberne var ikke at se.

Lena Jensen var den første med en god chance på et langskud. Og kort efter er Pia Holt Kjærgaard på spil på venstre kanten. Hun afdribler en spiller og sender bolden i nettet fra en spids vinkel til 1-0.

Næste chance tilfaldt Helle Andersen, men hendes afslutning blev pareret til hjørne og på efterfølgende hjørne er Brande tæt på igen. Lena Jensen sendte bolden ind i panden på Pia Holt Kjærgaard, men hun rammer den desværre skævt og fik ikke scoret.

Herefter får en Herning spiller en friløber, men heldigvis var Jane Sandfeld på mærkerne og snuppede den chance med en flot fodparade.

Ca. halvvejs i 1. halvleg opfanger Malene Søgaard. Hun afdriblede en spiller for derefter at tackle sig forbi den næste og sendte derefter bolden forbi keeperen til 2-0.

Kort efter er Brande igen på spil. Lena Jensen bryder igennem på venstre siden og spiller en helt fri Gitte Holt, som scorede med venstre til 3-0.

Herefter er det Jane Sandfeld som igen måtte i aktion og hive endnu en stor redning frem. Halvlegen blev sluttet af med at Lena Jensen spillede Pernille Jakobsen i dybden og hun skulle blot sætte en fod på at dirigere bolden forbi keeperen til pausestillingen 4-0.

2. halvleg var ikke mange minutter gammel inden Gitte Holt fandt Lena Jensen i dybden. Hun afdriblede keeperen og scorede sikkert til 5-0. Men Herning var ikke ufarlige og fik reduceret til 5-1 kort efter.

Men Brande var ikke færdige. Denne gang var det Pia Holt Kjærgaard der fandt Lena Jensen i dybden og igen var Lena Jensen sikkerheden selv og lagde den sikkert ind til 6-1. Men ligesom før gik der ikke mange minutter inden Herning igen reducerede til 6-2. Kampen sluttede med flere forsøg til Brande, men uden yderligere scoringer.

Kampens spiller blev Malene Søgaard. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Kia Egebjerg, Gitte Holt, Lena Jensen, Pia Holt Kjærgaard, Pernille Jakobsen, Mette Jørgensen, Helle Andersen og holdleder Karina Kjærgaard Jakobsen.