Et skridt frem

Efter blot et enkelt point i de seneste 2 kampe var Brande Oldboys’ hold i +45-rækken dumpet fra en delt førsteplads ned på fjerdepladsen, men med en alt for lille udesejr over Herning KFUM rykkede holdet et trin frem i tabellen. Der var ikke spillet mange minutter, før et halvkikset indlæg fra Kim Kristensen endte i nettet i en situation, hvor hjemmeholdets keeper ikke så alt for heldig ud. Erik Eriksen var alene igennem uden at få scoret, og i halvlegens sidste minut lykkedes det en spejlblank Ole Thisgaard at skovle et forlænget hjørnespark over et tomt mål fra en meters afstand.
BOB fortsatte dominansen efter pausen, og i målet tog Ken ”MacKenzie” Petersen sig sikkert af de sporadiske KFUM-forsøg, det trods alt blev til. Midt i halvlegen kunne Jeppe Karstoft let øge til 2-0, da KFUM-keeperen tabte et indlæg fra Kenneth Raahauge for fødderne af ham, og inden dommeren fløjtede kampen af, fik Erik Eriksen endnu en friløber, men trak endnu engang det korteste strå alene med hjemmeholdets målmand. Kampens spiller blev Ole Radoor, der sædvanen tro fordelte boldene med stort overblik fra sin position på midtbanen. Opgøret gav desuden sæsondebut til både Carsten Thinggaard, Kim Tranholm og holdleder Jens ”Bruce” Kristensen.