Senior Oldboys sejrede igen.

Mandag d. 16. juni spillede +40 holdet hjemme mod Hammerum IF. Kampen var kun et par minutter gammel da Jens Sørensen lavede en “rigtig Jesper Olsen” lige hen til en total fri Hammerum angriber midt for mål, han takkede for tilliden og scorede til 0-1 til udeholdet. Herefter fik Brande mere og mere spil og fik også et par gode chancer og midt i halvlegen spillede Henrik “Skytte” Mortensen et to med Søren Prøhl og derved kom han alene med målmanden og svigtede ikke. Det forblev 1-1 indtil halvleg. Brande’s forreste geleder fortsatte med at brænde chancer men midt i halvlegen slog sidste års topscorer Søren Prøhl til. Prøhl så at målmanden havde taget et par skridt ud af målet og med et følt lop bragte han hjemmeholdet foran med 2-1. Kort før tid fik Brande tilkendt et straffespark og den normalt sikre straffespark skytte Torben Jakobsen svigtede desværre denne gang. Det havde hans ven Jeppe Karstoft luret (måske var detaljen aftalt på forhånd) og han smækkede retur bolden op i krogen til 3-1 til Brande, som blev kampens resultat. Holdet næste kamp er mandag d. 23/6 på udebane i Lind og efter 7 runder kan det nævnes at holdet ligger nr. 1. med 18 point for 7 kampe. Kampens spiller blev Michael “Summe” Husum.