Velspillet lokalopgør

Efter udtrækningen af klubbens serie 4-hold for snart 1½ år siden har det været lidt småt med seniorfodbolden på Uhre Stadion, men torsdag aften var der lagt op til lokalbrag, da klubbens veteraner i +45-rækken tog imod Brande Old Boys. Tilskueren(!) var knapt nået på plads, inden bolden lå i netmaskerne. Et indlæg fra Bjarne Kristensen dumpede ned for fødderne af Henrik Mortensen, og så stod det 0-1 efter 20 sekunder. Hjemmeholdet fik rystet chokstarten af sig og åd sig langsomt ind i kampen. Midt i 1. halvleg fik Flemming Nielsen chancen for at udligne, da han blev spillet fri midt for mål, men hans afslutning røg en meters penge over. Kort før pausen burde Torben Jørgensen have øget gæsternes føring, men i en direkte duel med Uhre-keeper Ejnar Nygård trak han det korteste strå.
Bjarne Kristensen indledte 2. halvleg med at sende et drøn af et langskud snert forbi den ene sammenføjning, og i samme moment blev Uhres forsvarsstyrmand Erik Eriksen skadet. Torben Jørgensen udnyttede forvirringen i hjemmeholdets bageste rækker til at sætte sig igennem overfor 2 Uhre-forsvarere, og så stod det 2-0 til gæsterne. 5 minutter senere nåede et indlæg fra Torben Mechlenburg via det yderste af Ejnar Nygårds negle frem til Kenneth Raahauge, som let kunne puffe sin første sæsonscoring i nettet til 3-0. Herefter overtog Uhre igen initiativet. Anders Bjerremand fik testet Ken Pedersen i BOB-målet et par gange, og også Peter Jensen var tæt på at slippe fri, men den fortjente reducering kom først 4 minutter før tid, da Jørgen Mundbjerg headede Bjarne Jacobsens præcise hjørnespark i kassen til 1-3. Det blev også resultatet af en ganske velspillet kamp.