Forårets sidste kamp blev også vundet

 

Tirsdag den 19. juni ude mod Sdr. Felding

Allerede efter 1 minuts spil har Brande kæmpet sig frem til et hjørnespark og Pia Holt Kjærgaard er tæt på at score i 2 omgange, men desværre.

Men Sdr. Felding er også nærgående fra start. 2 store chancer inden for de første 10 minutter, men heldigvis uden scoring. Så er det igen Brandes tur. Først Trine Gasbjerg, som trykker af og kort efter Lena Jensen, men begge uden større held. Men minuttet efter lykkedes det endelig for Brande. Birgitte Husum spiller Pia Holt Kjærgaard helt fri og hun skyder første gang og scorer til 1-0.

Føringen holdt desværre ikke længe. Allerede i næste angreb fik Sdr. Felding udlignet. Men det slog heldigvis ikke Brande pigerne ud og de fortsatte angrebene mod Sdr. Feldings mål. Malene Søgaard fik sendt flere gode afleveringer ind foran mål fra højre siden, men de blev ikke udnyttet.

Efter ca. 20 minutters spil lykkedes det Jane Ryberg at spille Lena Jensen fri og hun scorede til 2-1 føring. Få minutter efter er det Trine Gasbjergs tur til at komme på topscorerlisten idet hun øger føringen til 3-1.

Brandes første chance i 2. halvleg stod Mette Jørgensen for efter flot opspil af Lena Jensen og Pia Holt Kjærgaard sender hun bolden på stolpen. Kort efter er det Pia Holt Kjærgaard og Jane Ryberg der spiller Lena Jensen fri, men hun sender bolden forbi målet. Efter 8 minutters spil kom 2. halvlegs første mål. Det er Pia Holt Kjærgaard der scorer sit 2. mål til 4-1

Pia Søndergaard i målet fik herefter lidt at lave idet Sdr. Felding vil stadig være med og kort efter målet har de en chance som heldigvis ender på stolpen.

Med 5 minutter igen er det Malene Søgaards tur. Hun scorer Brandes sidste mål til 5-1.

Med et par minutter igen må en utilfreds Birgitte Husum konstatere at Sdr. Felding fik desværre tildelt straffe, som bliver omsat til kampens sidste mål og slut resultat 5-2 til Brande.

Kampens spiller blev Trine Gasbjerg. Holdet bestod desuden af Lena Jensen, Lene Bendixen, Pia Holt Kjærgaard, Pia Søndergaard, Jane Ryberg, Malene Søgaard, Mette Jørgensen og Birgitte Husum.

En flot forårs sæson som sluttede med en sejr og en 1. plads.