Det er som oftest tæt, når Vildbjerg og BOB tørner sammen i +50-rækken, men da de blågule vildbjerggensere mandag var på besøg i Brande, var kampen afgjort efter 1. halvleg.
Efter et kvarters spil erobrede netop indskiftede Lars Poulsen en svag Vildbjerg-tilbagelægning, som han sendte på tværs til Nicolaj Eg, der let kunne ekspedere bolden i et tomt mål.
Fire minutter senere fandt Bjarne “Tøf” Kristensen samme Lars Poulsen ved bageste stolpe, og han brugte hovedet til at gøre det til 2-0.
I halvlegens næstsidste minut blev det 3-0 efter samme opskrift, denne gang efter en frisparkskombination, som ingen – heller ikke de involverede – havde set før, og med halvlegens sidste spark helflugtede en overraskende fri Kai Varisbøl kontrolleret et hjørnespark fra Bjarne “Tøf” op i det ene målhjørne til 4-0.
Efter pausen faldt tempoet en del, men det blev alligevel 5-0 til værterne, da 1. halvlegs assistkonge, Bjarne “Tøf”, fulgte op på et stolpeskud fra Lars Poulsen.
Med godt ti minutter igen slog samme Poulsen så sejren fast samtidig med, at han fuldbyrdede sit hattrick. Allan Kjærgaard førte bolden frem i en omstilling; han lagde bolden videre til Mikael Lund, som trillede den på tværs til Lars Poulsen, der let kunne gøre det til 6-0 via roden af den ene opstander/det påmonterede transporthjul.
Få minutter før slutfløjtet lykkedes det faktisk gæsterne at få bolden i nettet, men forinden havde bolden været ude over baglinjen, så i stedet for et trøstmål til Vildbjerg udløste situationen et målspark til hjemmeholdet.
Seks spillere delte stemmerne imellem sig, hvilket meget godt illustrerer den holdindsats, der lå til grund for storsejren, som sendte BOB alene i spidsen af rækken.