Grundlovsdag var Brande Old Boys’ +50-hold taget til Vildbjerg for at krydse klinger med rækkens førerhold, som havde revanche til gode for sæsonens eneste nederlag, og efter kun 2 minutters spil bragte værterne sig i front.
Fem minutter senere udlignede Thomas Svensson for gæsterne, da han med lidt assistance fra en Vildbjerg-spiller styrede et frispark fra Sigurd Kristensen i nettet, men yderligere fem minutter senere bragte Vildbjerg-mandskabet sig igen i front.
Resten af halvlegen fik BOB gradvist bedre og bedre fat, og jævnbyrdigheden fortsatte efter pausen.
Efter 10 minutter var Bjarne Thisgaard tæt på at bringe balance i regnskabet, men på forunderlig vis fik Vildbjerg-keeperen reddet hans flade afslutning trods en halvkikset fodparade.
8 minutter før tid gjorde Vildbjerg det så til 3-1 på et flot, fladt dommedagshug uden chance for Jens Ole Pedersen i BOB-målet, og tre minutter før tid slog hjemmeholdet sejren fast på lidt af et kludemål, da BOB-forsvaret ikke fik clearet ordentligt, hvorefter afslutningen blev rettet af og via undersiden af overliggeren sneg sig over målstregen til kampens resultat, 4-1.
Kampens spiller blev for anden kamp i træk Bjarne Thisgaard.