Det var hjemmeholdet Herning Fremad, der var spilstyrende i 1. halvleg af tirsdagens opgør mod Brande Old Boys i +50-rækken, men de helt store prøver blev gæsternes keeper Jens Ole Pedersen ikke sat på før fire minutter før pausen, hvor værterne bragte sig i front efter flere returbolde.
Inden pausen var værterne tæt på at fordoble føringen, men en stor kontramulighed blev formøblet.
2. halvleg var til gengæld mindre end et minut gammel, før bolden igen befandt sig i udeholdets netmasker efter en situation, som Jens Ole Pedersen nok vil ærgre sig over i et stykke tid.
Herefter var det endelig blevet gæsternes tur, og efter 12 minutter burde Stefan Kristensen have reduceret, men han fik slet ikke fart nok i sin afslutning efter Michael Laursens fine forarbejde.
Reduceringen kom tre minutter senere, da Bjarne Thisgaard trykkede af udenfor feltet, og via roden af den ene stolpe endte hans knaldhårde afslutning bag Fremad-keeperen.
Resten af kampen fokuserede hjemmeholdet på at holde fast i bolden, men selvom Brande-mandskabet flere gange havde held til at erobre den langt fremme på banen, lykkedes det dem ikke at få udlignet.
Istedet slog hjemmeholdet sejren fast i kampens sidste minut efter endnu en ripost, og så måtte BOB køre hjem med et nederlag på 1-3 i bagagen.
Kampens spiller blev målscorer Bjarne Thisgaard.