For sidste gang i år skulle Brande Old Boys’ +50-hold dyste om point, da Herning Fremad mandag aften var på besøg på Brande Stadion.
Kampen blev som et forsøg afviklet som 7/11, dvs. på en syvmandsbane med store mål.
Hjemmeholdet lagde optimistisk ud, men fik efter ca. otte minutters spil en spand koldt vand i hovedet, da gæsterne udnyttede svigtende markeringer i BOB-forsvaret til lidt for let at bringe sig i spidsen. Fem minutter gjorde samme Herning-angriber det til 0-2 efter præcis samme opskrift, mens hjemmeholdets spillere trods størrelsen havde umådelig svært ved at ramme målet.
Fra 2. halvlegs start kom der andre boller i karryen, og gæsterne blev presset langt tilbage på banen. Efter fem minutter gav det bonus, da Martin “Herbie” Mortensen headede en perfekt aflevering fra Bjarne “Tøf” Kristensen i nettet.
Midt i halvlegen bragede Dann Thomsen kuglen på trekantsammenføjningen, men trods et tungt pres kom værterne aldrig tættere på en udligning, og til slut var det kun en fodparade fra Ken “McKenzie” i BOB-målet, der forhindrede gæsterne i at slå sejren fast.
Kampens spiller blev Bjarne Kristensen.
Nederlaget betyder, at Brande efter nederlag i sæsonens sidste to kampe dumper fra en anden- til en temmelig skuffende sjetteplads i en tæt række.