Halvanden god halvleg rakte ikke til point, da BOB’s +50-hold mandag aften havde besøg af lokalrivalerne fra Ikast FS.
Ovenpå 1-2-nederlaget i Tjørring i efterårspremieren var det et tændt Brande-mandskab opsat på revanche, der løb på banen.
Allerede i kampens 7. minut bragte Mogens Laugesen hjemmeholdet i spidsen, da han sendte riposten efter et frisparksforsøg fra Sigurd Kristensen i kassen. To minutter senere var Martin Bjærre centimeter fra at fordoble føringen på endnu en ripost, og minuttet efter måtte Ken “McKenzie” i BOB-målet hive en dobbeltredning frem for at forhindre Ikast i at udligne.
Både Kai Varisbøl og Søren Prøhl havde derefter muligheden for at bringe Brande yderligere foran, men 1. halvlegs chanceorgie sluttede med endnu en stor chance til gæsterne, som igen blev afvist af McKenzie helt nede ved roden af den ene stolpe.
Der var spillet 4 minutter af 2. halvleg, da Dann Thomsen måtte se endnu en Brande-chance blokeret af IFS-keeperen, hvorefter Martin Bjærre så gult for en ureglementeret tackling.
Trods en mand i undertal og et par gedigne Ikast-muligheder var det i stedet værterne, der endelig kom på 2-0. Kai Varisbøl førte bolden frem i højresiden og spillede den ind foran mål til en helt fri Dann Thomsen, som sekunder senere kunne juble over sin første scoring i den grønne BOB-trøje.
Bolden var dårligt nok givet op, før Ikasts Kim Hansen udnyttede den totale passivitet i BOB-forsvaret til at reducere, og fire minutter senere stod samme Kim Hansen for udligningen til 2-2 efter endnu en solopræstation, endda selvom Brande igen var blevet fuldtallige.
Det var holdet frem til halvlegens 18. minut, hvor det var Kai Varisbøls tur til at se gult. To minutter senere slog Ikast så kontra og gjorde det til 2-3, hvilket også blev resultatet af en kamp, hvor hjemmeholdet havde kurs mod mere, men tabte hovedet til slut.