Kategoriarkiv: Old Girls

Storsejr til old girls i efterårsdebut

Tirsdag den 8. august hjemme mod KLG 1

Efterårets første kamp var hjemme mod KLG 1 og kampen gav debut til ikke mindre end 2 spillere, Dina Nygaard og Marianne Madsen.

Dina Nygaard var også med i den første chance til Brande. Hun fandt en helt fri Helle Lykke, men det lykkedes ikke Helle at score. Og kort efter var de 2 igen på spil. Denne gang var det Dina Nygaard som havde et skud udefra. Riposten endte hos Helle Lykke men også denne afslutning røg forbi målet.

Minuttet efter havde Dina Nygaard et skud på overliggeren, men desværre uden mål. I stedet for var det den anden debutant Marianne Madsen, som med et godt langskud sendte bolden i mål lige under overliggeren uden chance for keeperen. 1-0 til Brande.

2 minutter senere fandt Marianne Madsen Line Kaasbjerg Svensson som afdriblede et par KLG spillere og sikkert scorede til 2-0. Og Marianne Madsen var langt fra færdig. Et par minutter senere havde hun endnu et skud udefra. Riposten endte i fødderne på Dina Nygaard og den sendte hun sikkert i mål til 3-0.

Med få minutter til pausen spillede Line Kaasbjerg Svensson bolden frem til en helt fri Gitte Holt som var alene med keeperen og efter et par driblinger sendte hun bolden sikkert i mål til 4-0.

Og halvlegens sidste chance tilfaldt Malene Søgaard som på et langt indkast fra Line Kaasbjerg Svensson sikkert scorede til pause stillingen 5-0.

Efter pausen fortsatte spillet som det sluttede – med den ene chance efter den anden til Brande, men vi skulle helt hen til ca. 10 minutters spil før Dina Nygaard sendte en hård bold mod målet. KLG keeperen kunne ikke holden bolden og den hoppede ind til 6-0.

Herefter er det Malene Søgaards tur, hun var helt alene med keeperen, men desværre lige på.  I stedet er det igen Dina Nygaard der var på spil. Hun afleverede til Gitte Holt foran mål, fortsatte sit løb og fik bolden igen og kunne uden problem score sit 3 mål til 7-0.

Dina Nygaard var også indblandet i Brandes sidste mål. Igen var hun på spil og hendes afslutning og efter følgende parade af KLG keeperen endte i fødderne på Elsebeth Østergaard, som sikkert scorede til 8-0.

Om det var Brandes forsvarsspillere eller keeper  Jane Sandfeld der syntes det var lidt synd for KLG skal jeg lade være usagt, men det lykkedes KLG at lave et trøste mål til kampens slutresultat 8-1.

En flot debut af både Dina Nygaard og Marianne Madsen. Kampens spillere blev i fællesskab Marianne Madsen og Elsebeth Østergaard. Holdet bestod desuden af Line Kaasbjerg Svensson, Dina Nygaard, Henriette Lind, Gitte Holt, Malene Søgaard, Helle Lykke, Jane Sandfeld og holdleder Karina Kjærgaard Jakobsen og linjevogter Magnus Kjærgaard Jakobsen.

Uafgjort i sidste kamp inden sommer til Brande Old Girls

Tirsdag den 27. juni hjemme mod KLG 1

Tirsdagens hjemmekamp blev også Brandes første kamp på den nyanlagte kunststof bane og det kunne have gået bedre.

Brande kommer ok fra start og kommer afsted med nogle gode skud udefra af Malene Søgaard og Line Kaasbjerg Svensson. Det blev til en del chancer. Største i 1. halvleg tilfaldt Helle Lykke som blev spillet fri af Line Kaasbjerg Svensson, men det lykkedes ikke at få tæmmet bolden og det løb ud i ingenting. Pause stilling 0-0.

Brande startede 2. halvleg som 1. med flere gode chancer. Første til Line Kaasbjerg Svensson, men uden held. Kort efter er Line Kaasbjerg i gang igen. Hun fandt Malene Søgaard som sendte bolden videre til Gitte Holt. Malene fortsatte sit løb og fik bolden igen af Gitte Holt og hun hamrede derefter bolden ind til 1-0.

Næste chance kom efter en lang aflevering fra Henriette Lind. Hun ramte Line Kaasbjerg Svensson, som efter en bryst tæmning sendte bolden mod det lange hjørne, men den sneg sig lige uden om.

Efter 8 minutter i 2. halvleg lykkedes det KLG at udligne til 1-1, men det slog nu ikke Brande ud – tvært imod. Det sidste kvarter var stort set stormløb mod KLG målet. De største chancer tilfaldt Malene Søgaard, som et par gange i fri position ramte KLG keeperen og efterfølgende stolpen. Riposten på sidste endte ved Henriette Lind, dog i brysthøjde så den var ikke nem at gøre noget ved.

Kampen sluttede 1-1, hvilket KLG kunne være mest tilfreds med. Kampens spiller blev Elsebeth Østergaard. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Gitte Holt, Line Kaasbjerg Svensson, Pia Holt Kjærgaard, Malene Søgaard, Helle Lykke, Henriette Lind Eriksen og holdleder Karina Kjærgaard Jakobsen og linjevogter Magnus Kjærgaard Jakobsen.

Old girls måtte nøjes med uafgjort

Tirsdag den 20. juni ude mod Herning IK

Brande kom sådan set godt fra start med en god tur af Birgitte Sørensen, der endte i hjørnespark. Efterfølgende hjørne endte dog ikke i noget. I stedet var det Herning som kørte på og et indlæg ramte Elsebeth Østergaard på støtte benet og var lige ved at gå i mål. Heldigvis var Jane Sandfeld på plads. Og kort efter måtte hun igen i aktion da en Herning spiller pludselig var helt alene med hende. Også denne chance fik hun afværget. Men minuttet efter kunne hun desværre ikke holde den mere efter en noget rodet start i Brande forsvaret og det blev 1-0 til Herning.

Herefter blev der rokeret lidt rundt på banen, hvilket gjorde at Brande fik mere sammenhold på midtbanen som igen gav gode chancer frem af banen. Allerede minuttet efter Hernings scoring var Monica Kousgaard alene med Herning keeperen, men afslutningen sad desværre lige på. Kort efter fandt Helle Lykke Marianne Andersen som spiller den videre til Birgitte Sørensen og hun udlignede sikkert til 1-1.

Halvvejs i halvlegen var Birgitte Sørensen igen på spil og fik lidt heldig scoret endnu engang til 1-2 til Brande. Efter endnu et par chancer til Brande kunne vi gå til pause foran 2-1.

Efter i pausen at være blevet enige i at fortsætte det gode spil, faldt det hele total fra hinanden og inden for 4 minutter havde Herning scoret 3 gange til 3-2 på lange udspark som sejlede over Brandes bagerste mand og efterlod Jane Sandfeld prisgivet.

Det gav anledning til endnu en opstramning i Brande forsvaret, hvor vi måtte tættere på. Det lykkedes også og Herning fik ikke scoret yderligere i kampen.

Heldigvis var der også flere mål i Brande. Efter 8 minutters spil var Birgitte Sørensen endnu engang på vej frem. Hun fandt Gitte Holt, som efter en dribling spillede bolden retur til Birgitte Sørensen som havde fortsat sit løb og nu var helt fri foran mål. Hun scorede sikkert til 4-3.

Et par minutter senere fangede Birgitte Sørensen bolden på midten og sendte den frem til en helt fri Gitte Holt. Hendes afslutning sad desværre lige på Herning keeperen, men riposten endte igen hos Gitte og 2. afslutning endte hen over hovedet på keeperen, hvor den sejlede ind lige under overliggeren til 4-4.

Kampen sluttede 4-4, hvilket nok var mest skuffende for Brande set på måden på de mål Herning fik.

Kampens spiller blev Birgitte Sørensen. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Karina Bank, Malene Søgaard, Marianne Andersen, Monica Kousgaard, Gitte Holt, Helle Lykke, Elsebeth Østergaard og holdleder Karina Kjærgaard Jakobsen.

Nederlag til old girls

Tirsdag den 13. juni hjemme mod Vildbjerg

Vildbjerg startede som lyn og torden og allerede efter få minutters spil havde de haft de først chancer. Største var da Jane Sandfeld meldte at hun havde bolden, men den så alligevel smuttede fra hende. Heldigvis var en hurtig Birgitte Sørensen klar og kastede sig ind foran bolden og forhindrede et mål.

Men efter 12 minutters spil kunne Brande ikke holde stand mere og det blev 0-1 til Vildbjerg.

Heldigvis kom Brande også frem til chancer og minuttet efter var Brande tæt på at udligne da Gitte Holt og Line Kaasbjerg Svensson spiller pingpong. Men en Vildbjerg spiller nåede ned og parerede skuddet i sidste øjeblik.

Herefter var det igen Jane Sandfeld der måtte i aktion med en god redning. De næste chancer var til Brande, hvor Gitte Holt blev spillet fri af Birgitte Sørensen, men desværre også uden held. Kort efter forsøger Line Kaasbjerg Svensson udefra, men den blev sendt til hjørne.

Med 2 minutter tilbage af 1. halvleg blev det desværre til 0-2. Brande svarede dog igen med det samme og Monica Kousgaard bankede den i net taget langt udefra til 1-2 som også blev pausestilling.

Spillet var næsten ikke kommet i gang i 2. halvleg inden Brande igen måtte hente bolden i nettet 1-3 og det blev til både 1-4 og 1-5 inden Brande fik set sig om.

Heldigvis fik Brande samlet tropperne lidt igen og kom i gang med deres eget spil og kom dermed også frem til flere gode chancer ved både Gitte Holt, Malene Søgaard, Lise Kaasbjerg Svensson og Birgitte Sørensen. Sidstnævnte scorede også kampens sidste mål da hun efter 14 minutters spil spillede pingpong med Gitte Holt og efterfølgende sendte bolden i mål til kampens slut resultat 2-5.

Det var en kamp hvor Brande nemt kunne have scoret flere mål, men også sagtens kunne have tabt større, hvis ikke Jane Sandfeld i målet havde redet flere 100% chancer fra Vildbjerg.

Kampens spiller blev Birgitte Sørensen. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Gitte Holt, Line Kaasbjerg Svensson, Malene Søgaard, Monica Kousgaard, Karina Bang, Henriette Lind, holdleder Karina Kjærgaard Jakobsen og linjevogter Magnus Kjærgaard Jakobsen.