Kategoriarkiv: Senior Old boys +40

40

Sejr nummer 100 til Senior Oldboys +40

Mandag d. 14. maj gæstede Sunds IF bane 1 på Brande Stadion, hvor de skulle møde Brande Old Boys +40 holdet.

BOB startede med at presse på og havde flere gode indlæg ved de to backs Jens Studsgaard og Thomas Svensson, men udeholdets målmand diskede op med flere gode redninger i starten af kampen. Vi skulle hen til midt i 1. halvleg inden Søren Prøhl scorede på hovedstød efter perfekt indlæg fra Studs. 5 min senere scorede Sunds til 1-1 efter en lille misforståelse mellem forsvaret og midtbanen og det blev også pause stillingen.

Anden halvleg kom Ole “Bomber” Thisgaard på banen og han skulle kun bruge ganske få minutter inden han i to forsøg kun bringe BOB foran med 2-1. Minuttet efter troede alle tilskuerne på bane 1 at BOB var kommet foran med 3-1, da Ole Radoor med et drøn af et langskud tornede bolden mod det ene målhjørne, men igen lavede Sunds målmanden en fiberredning, så desværre ingen mål til Radoor og BOB 🙁
Efter 10 min i anden halvleg lavede Goran Jovanovic en god aflevering ind foran mål og via Nicolaj Eg og en Sunds forsvarer kom BOB foran med 3-1. Kampen endte med en sikker 3-1 sejr til BOB, og næste uge skal de ubesejrede BOB´er på besøg hos Ikast FS, som ligeledes er ubesejret her i foråret, så der venter en hård kamp for de “unge” spillere 🙂

Efter kampen igår kunne succes holdleder Jan Madsbjerg oplyse sine spillere om, at sejren mod Sunds var holdets sejr nummer 100 ud af 115 kampe (12 uafgjorte og kun 3 tabte).

De bedste BOB spillere mod Sunds var Torben Jakobsen og Kim “Plade” Kristensen i midterforsvaret.

BOB +40 sejrede også i Vildbjerg

Mandag var Senior Old Boys i Vildbjerg, som blev besejret med 3-0. Kampen blev spillet på et billard tæppe af en græsplæne som Brande belønnede med flot spil i første halvleg. 1-0 målet blev headet ind af Søren Prøhl efter et perfekt hjørnespark af Thomas Svensson. Målet til 2-0 kom efter super sammenspil mellem Lars Poulsen og Goran som resulterede i et BRAG af et hug fra Goran, som var fuldstændig utageligt for Vildbjergs keeper.
2 halvleg var knap så velspillende med masser af fejlafleveringer og boldtab fra Brande’s side men et enkel mål blev det til på straffespark begået mod Lars Poulsen. Forsvarskrum tappen Torben K. Jakobsen omsatte det sikkert til 3-0.
Kampens fidus blev ligelig fordelt mellem 3 spillere som var
Martin Nielsen, Torben Jakobsen og Thomas Svensson.
Næste kamp for holdet er på hjemmebane mandag d. 14. maj kl. 19.00 mod Sunds IF.

BOB Senior Oldboys +40 fik kæmpesejr.

Mandag d. 30. april spillede Senior Oldboys +40 holdet på hjemmebane mod Tulstrup. Det viste sig hurtigt, at det kun var spil til et mål og der gik også kun et par minutter inden hjemmeholdet havde bragt sig foran. BOB var overlegne på alle pladser og fik nok BOB´s største sejr nogensinde på hele 14-1, som sagtens kunne have været nogle mål større 🙂

Målscorerne var:
Søren Prøhl 5
Goran Jovanovic 3
Henrik “Skytte” Mortensen 2
Lars Poulsen 1
Nicolaj Eg 1
Bjarne “Tøf” Kristensen 1
Arne Holst Larsen 1

Bedste spiller for BOB var “holdets eneste udlænding” Goran Jovanovic, som spillede en superkamp, bl.a. med 3 mål og med flere gode målgivende assists.

BOB´s næste kamp er mandag d. 7. maj på udebane mod Vildbjerg.

Senior Oldboys +40 sejrede igen.

Mandag d. 23. april spillede Senior Oldboys hjemme mod Sdr. Feldings ditto. Kampen blev spillet på bane 9 på Brande Fælled, som nok er stadionens bedste bane i øjeblikket. BOB drengene fik hurtigt styr på spillet og havde også masser af godt opspil og gode chancer, inden det lykkedes Lars “Targetman” Poulsen at score til 1-0 midt i halvlegen efter lidt klumpspil. Minuttet efter var Sdr. Felding tæt på en udligning, men de missede en friløber mod den rutinerede ræv Ken “McKenzie” Pedersen i BOB målet. Kort før halvleg scorede Kim “Lange” Tranholm ellers et flot hovedstødsmål på et godt præcis hjørnespark af Ole Radoor, men til alles overraskelse fløjtede dommeren til straffespark, da en Sdr. Felding spiller tog bolden med hænderne en meter inde over stregen. Torben Jakobsen blev sat til at skyde, og han scorede sikkert til halvlegs-resultatet 2-0 til BOB.

Anden halvleg var primært også kun spil til et mål og efter 10 min. lykkedes det Søren Prøhl at prikke bolden i mål til 3-0 fra tæt hold efter godt opspil fra venstre side. Goran Jovanovic ville også på scoringstavlen, og det kom han i det 20. min. da han flugtede en god hovedstødsaflevering fra Lars Poulsen i mål til 4-0, som også blev kampens resultat.

BOB Senioroldboys næste kamp er mandag d. 30. april kl. 19.00 hjemme mod Tulstrup.