Kategoriarkiv: Veteraner +45

45

Styr på defensiven

Til tonerne af Cirkus Dannebrogs udsatte forestilling på naboarealet tog Brande Old Boys’ +45-hold torsdag aften mod Vildbjerg, et hold man traditionelt har det svært imod. Ovenpå sidste uges nulløsning hos rækkens eneste ubesejrede hold Tjørring leverede hele holdet dog en disciplineret indsats, og skulle der have været en vinder af kampen, var der efterfølgende enighed om, at det skulle have været hjemmeholdet.

Først var Carsten Thinggaard tæt på at få ram på en tværbold fra Kai Varisbøl, og efter 20 minutters spil kæmpede indskiftede Henrik Mortensen sig fri af en meget bredskuldret Vildbjerg-forsvarer, men han måtte se sit skud tæt op ad den ene stolpe klaret. Umiddelbart efter snittede et Vildbjerg-langskud BOB-overliggeren, og i halvlegens sidste minutter gik en Vildbjerg-forsvarer direkte i ryggen på Jeppe Karstoft, som befandt sig i gæsternes straffesparksfelt, med dommerens fløjte forblev tavs.

Straks fra 2. halvlegs start testede Jens Studsgaard udeholdets keeper med et godt langskud, der havde kurs mod det ene målhjørne, og efter 8 minutter halvflugtede Mikael Lund på overliggeren fra en position lige udenfor feltet. 5 minutter senere slap Vildbjergs farligste angriber igennem, men afsluttede lige på Ken Petersen i BOB-målet. Selvom begge hold fortsatte med at jagte den afgørende scoring, endte opgøret målløst, og udover det ene point og sæsonens hidtil bedste spillemæssige indsats kunne hjemmeholdet glæde sig over at have holdt nullet for tredje kamp i træk. Meget logisk tilfaldt de fleste af stemmerne da også defensiven.

Just in time

En dag fremrykket skulle Brande Oldboys’ +45-hold onsdag aften forsøge at revanchere sidste uges skuffende 1-2-nederlag i Lind, da holdet fik besøg af Hammerum. Gæsterne startede bedst, men efter 10 minutters spil ramte Flemming Just overliggeren med et flot lagskud. Riposten headede Jeppe Karstoft lige i næverne på Hammerum-keeperen. I det 21. minut blev det så 1-0. Jeppe Karstoft lagde bolden ud på kanten til Benny Vilsborg, som med et perfekt indlæg fandt Flemming Just midt for mål, hvor han let kunne heade Brande i spidsen.

Fra 2. halvlegs start overtog Hammerum igen initiativet, og Ken Pedersen i målet fik ved flere lejligheder vist, at han stadig kan tage med hænder. Mere end et par hjørnespark fik gæsterne dog ikke ud af det før slutfasen, da de pludselig i en omstilling var fem mod tre. Heller ikke denne situation førte til udligning, og i stedet var kampens spiller, Flemming Just, tæt på at blive dobbelt målscorer i kampens sidste minut, men tæt under mål lykkedes det ham at ekspedere Benny Juuls indlæg over overliggeren. Dermed sluttede opgøret med en kneben 1-0-sejr til Brande, som med de tre point overtog rækkens førsteplads.

Kølige i varmen

14 dages turneringspause p.g.a. Kr. Himmelfartsdag så ud til at være gået hårdest ud over Bording, som torsdag aften gæstede Brande Stadion for at spille mod Brande Oldboys i +45-rækken. Hjemmeholdet satte sig på kampen fra start, og der gik næsten 10 minutter, før gæsterne overhovedet nåede over midterlinjen. Efter et kvarter fandt Kim Kristensen Ole Thisgaard på den rigtige side af offside med en perfekt stikning, og topscoreren svigtede ikke, men lobbede køligt bolden i mål over den fremstormende målmand. Et gult kort for brok til en Bording-spiller fem minutter før halvtid betød endnu mere udtalt BOB-dominans, og et par minutter før pausen satte indskiftede Jeppe Karstoft sig igennem i straffesparksfeltets venstre side. I stedet for selv at afslutte, spillede han uselvisk bolden på tværs til Kai Varisbøl, som kanonerede den i nettet til pausestillingen 2-0.

Trods stadig i undertal kom Bording helt anderledes aggressivt ud til 2. halvleg, og efter et par halve chancer fik de ganske fortjent reduceret til 1-2 i det 18. minut på et langskud, som målmand Ken Pedersen trods iført kasket ikke så skyggen af i den lave aftensol. 3 minutter senere fjernede Martin Nielsen så den sidste rest af tvivl om udfaldet, da han trykkede af fra ca. 30 meters afstand og med et perfekt vristspark sendte bolden op i det ene målhjørne bag en chanceløs Bording-keeper til slutresultatet 3-1 til Brande, som dermed fortsat er ubesejret på rækkens 2.-plads.

Langt tilløb

Det endte med den forventede sejr til Brandes oldboys +45, der torsdag var på besøg hos Ikast KFUM, men det holdt hårdt.

Et tidligt gult kort til Brandes Kim Tranholm gav hjemmeholdet lidt spillerum, men i undertal kom gæsterne alligevel frem til 1. halvlegs største chance. Alene med målmanden måtte Ole Thisgaard dog se sit forsøg klaret.

Efter pausen fortsatte Brande presset, men først 10 minutter før tid ramte et af mange hjørnespark fra Jens Studsgaard Michael Laursen, som trykkede af og åbnede målscoringen. Minuttet senere fandt samme Michael Laursen Torben Jørgensen i dybden, og fra en halvspids vinkel gjorde han det med lidt assistance fra KFUM-keeperen til 2-0 – hvorefter han blev skiftet ud!

3 minutter før tid blev hjemmeholdets målmand noteret for endnu en assist, da han sparkede bolden lige ud i fødderne på Ole Thisgaard, som takkede for tilbuddet og sparkede bolden i nettet. Med kampens sidste spark kom Carsten Thinggaard efter en genial taktisk disposition også på måltavlen, da han fulgte op på en ripost og gjorde det til slutresultatet 4-0. Kampens spiller blev Martin Nielsen.