Storsejr til Brande Old Girls

Tirsdag den 17. April hjemme mod Herning KFUM

Brande damerne kom flyvende fra start i dagens hjemmekamp. Allerede efter at have spillet 1 minut sendte Lena Jensen bolden ind foran mål, hvor Line Kaasbjerg Svensson kom foran en Herning spiller og fik tæmmet bolden og via stolpen sendte hun bolden i mål til 1-0.

Herning var dog ikke ufarlige og få minutter senere kom deres første kontra, hvor Jane Sandfeld måtte give hjørne. Men Brande fortsatte det gode spil og efter 8 minutter sendte Line Kaasbjerg Svensson bolden på sammenføjningen og efterfølgende ripost sendte Anne Jørgensen lige ved siden af målet.

Kort efter fik Anne Jørgensen dog endnu en chance. Pernille Jakobsen fandt hende foran mål og efter et par træk sendte hun bolden fladt forbi Herning keeperen til 2-0.

Herefter stod der Herning på det hele de næste 5 minutter. Først en kontra, hvor de skyder forbi. Herefter kommer der et hjørnespark, hvor Brande ikke får markeret og Herning kan nemt reducere til 2-1. Få minutter senere var de tæt på igen efter endnu et hjørnespark.

Heldigvis fik Brande kontrol over kampen igen og med 3 minutter tilbage opfangede Lena Jensen bolden midt på Hernings banehalvdel og tog et træk og sendte et hårdt skud mod mål og scorede sikkert til 3-1.

Men chancerne i 1. halvleg var slet ikke ovre. Minuttet efter Brandes scoring var Herning ved at komme frem til en stor chance da Camilla Mikkelsen og Jane Sandfeld misforstod hinanden, men heldigvis lykkedes det dem at få afværget.

Og 1 minut inden pausen sendte Lena Jensen bolden på overliggeren. Pause stilling 3-1.

Brande startede stort set 2. halvleg ligeså godt som 1. Marianne Panitzsch til Lena Jensen som fandt Line Kaasbjerg Svensson fri i modsatte side. Hun svigtede ikke og scorede sikkert sit 2. mål til 4-1.

Herefter fulgte flere gode chancer i begge ender. Specielt Jane Sandfeld måtte hive flere store redninger frem efter Herning kontra.

Efter 12 minutters spil var Brande igen over bolden og den endte hos Line Kaasbjerg Svensson som sendte en høj bold mod mål. Den sejlede ned i det fjerneste mål hjørne til 5-1.

Med 10 minutter tilbage spillede Lena Jensen Pernille Jakobsen på højrefløjen – hun tog nogle træk ind i banen og forbi en Herning spiller før hun forsøgte at spille bolden ind foran målet. Bolden blev dog rettet af og blev derfor vippet forbi keeperen til 6-1.

Få minutter senere fik Brande et frispark langt ude. Lena Jensen sendte bolden mod mål og efter lidt klumpspil endte bolden foran Marianne Panitzsch som sikkert med indersiden sendte bolden i mål til 7-2.

Herefter glippede referaten et par mål og kampen sluttede 8-2 til Brande.

Kampens spiller blev Camilla Mikkelsen. Holdet bestod desuden af Jane Sandfeld, Louise Schnedler, Line Kaasbjerg Svensson, Pernille Jakobsen, Lena Jensen, Marianna Panitzsch, Gitte Holt, Anne Jørgensen, holdleder Karina Kjærgaard Jakobsen og denne gang 2 linjevogtere, Tobias og Magnus Kjærgaard Jakobsen.