Tabte topkampen

 

Det var rækkens 2 eneste hold med maksimumpoint, der tørnede sammen, da Brande Oldboys’ +45-hold torsdag bød velkommen til lokalrivalerne fra Ikast FS på Brande Stadion. BOB åbnede bedst, og indenfor de første 5 minutter fik først Per Jørgensen og siden Ole Thisgaard afsluttet uden held. Derefter overtog gæsterne initiativet godt hjulpet på vej af et gult kort til hjemmeholdets Sigurd Kristensen, men nærmere end et forsøg på overliggeren kom de gulblusede gæster ikke. Den målløse halvlegs sidste chance tilfaldt Jeppe Karstoft, der blev spillet fri af Kaj Varisbøl på kanten af målfeltet, men det lykkedes ham ikke at passere Ikast-keeperen.
2. halvleg blev mere taktisk præget, indtil Erik Eriksen midtvejs kantede gæsternes Kim Hansen i straffesparksfeltet. Han udnyttede selv chancen fra 11-meterpletten, og selvom BOB havde flere gode muligheder for at udligne, var det Ikast, der afgjorde kampen, da de godt 5 minutter før tid kombinerede sig igennem hjemmeholdets forsvar og gjorde det til 2-0. Derfra var det ren kamikaze-fodbold med åbne chancer i begge ender, og i næstsidste minut lykkedes det faktisk Brian Dahl Thomsen at reducere, da han køligt sendte Ole Radoors stikning i nettet til 1-2. Mere blev det ikke til for hjemmeholdet i en kamp, hvor Ikast ellers var til at tale med. Kim Kristensen blev kampens spiller.