Uafgjort igen

Stængerne var stadig ømme efter weekendens Landsmesterskaber, da Brande Oldboys’ veteraner +45 torsdag tog imod rækkens nr. 3, Vildbjerg. Alligevel satte hjemmeholdet sig tungt på spillet, mens gæsterne helt som forventet lurede på kontrachancen. Det var da også trods spillemæssigt overtag til Brande Vildbjerg, der var farligt i 1. halvleg med et skud på overliggeren og en gevaldig afbrænder, hvor det ved bageste stolpe lykkedes en Vildbjerg-angriber at bugsere bolden forbi et tomt mål – med maven!

2. halvleg var ikke meget mere end 1 minut gammel, før gæsterne bragte sig foran efter en returbold i feltet. Det fik dem til at trække sig endnu længere tilbage, men først da de blev ramt af et gult kort 12 minutter før tid, begyndte det for alvor at brænde på foran Vildbjerg-målet. 5 minutter før tid fandt Ole Thisgaard Mikael Lund med en skrå aflevering bagud i feltet, og han prikkede den ind ved fjerneste stolpe til udligning. Selvom begge hold satsede i slutfasen, blev der ikke scoret yderligere, og dermed endte opgøret præcis som i foråret 1-1.
Kampens spiller for Brande blev Michael Jendritska, der styrede defensiven med stor autoritet.