Småt med effektiviteten

Høj effektivitet foran modstandernes mål har ikke ligefrem været Brande Oldboys’ +45-holds varemærke i denne sæson, og i torsdagens kamp på Brande Stadion mod bundholdet Tulstrup/Faurholt var den gal igen. Ingen kunne have indvendt noget, hvis hjemmeholdet havde ført med 3 eller 4-0 ved pausen, men 1. halvleg endte målløs. De største syndere var Mikael Lund og Steffen Eriksen, der hver begge brændte to 100%-chancer. En tredobbelt udskiftning i pausen skabte lidt uro i de bageste geledder, og gæsterne kom frem til 2-3 afslutninger fra distancen, mens Brande pludselig levede på omstillinger. Efter 10 minutters spil løb Mikael Lund mere eller mindre direkte fra udskiftningsbænken og ind i feltet, hvor han hamrede en højtflyvende returbold i nettet til 1-0 – intet mindre end en genial taktisk disposition af holdleder Kenneth Lauridsen. Steffen Eriksen nåede at brænde endnu en stor chance tæt under mål, inden han smukt headede et perfekt indlæg ind ved den ene stolpe. Desværre blev målet fejlagtigt underkendt for offside, og så ebbede kampen, der gav sæsondebut til Rene Baarts, stille og roligt ud.