Sikker sejr i Tulstrup

Som ventet havde Brande Oldboys Veteraner +45-hold ikke de store problemer med at sikre sig sejren i torsdagens kamp i Tulstrup. Efter blot 5 minutters spil gjorde Per Jørgensen det til 1-0 med sin anden sæsontræffer, og 2 minutter senere gjorde Mikael Lund ham kunststykket efter, da Ole Thisgaard elegant hoppede over Kaj Varisbøls tværaflevering. Samme Kaj Varisbøl nåede at ramme tværribben, inden der var spillet 10 minutter, hvorefter intensiteten dalede markant. 5 minutter før pausen blev det dog 3-0, da Ole Thisgaard fulgte op på Brian Dahls frisparksforsøg, men i 2. halvleg lykkedes det utroligt nok for Tulstrup at trække yderligere tempo ud af kampen ved at trille bolden godt rundt. Midt i halvlegen lykkedes det dog Ole Thisgaard at øge til slutresultatet 4-0 på hovedstød, da Kim Tranholm forlængede Ole Radoors hjørnespark til ham.
Kampens spiller blev netop Ole Radoor, der distribuerede bolden rundt med vanlig autoritet.