Den sidste kamp i forårssæsonen skulle spilles i Ikast og det havde artet sig sådan, at holdene lå side om side i tabellen som nr. 1 og 2 med Brande som den førende. Derfor ville vinderen ende på rækkens første plads.
Kampen startede stille og roligt, hvor Ikast var det mest spilstyrende hold, godt anført af tidligere superliga spillere eks. Kent R. Nielsen og Rene S. Andersen. Kampens start bød ikke på mange chancer til nogle af holdene, men efter et kvarter begik Bjarne Tøf straffespark, som Rene S. Andersen sikkert scorede på. Det kan godt røbes allerede nu, at det var så sidste gang, at den suveræn godt spillende målmand Kim Lauritsen blev passeret.
Brande kom mere og mere med i kampen og belønningen kom lige inden pausen hvor Lars Poulsen slog et super indlæg. Indlægget ramte overlæggeren og riposten scorede Goran meget sikkert på. Det mål betød at Brandes spillere troede på sejren igen og det skinnede tydeligt igennem.
2. halvleg startede som 1. halvleg sluttede, nemlig med en Brande scoring. Bolden blev spillet fint rundt i feltet for til sidst at havne ved Goran, som sikkert scorede til 1-2. Endda med venstrebenet!! 2 scoringer af Goran, så kunne det ikke gå galt.
Det gjorde det nu heller ikke, men det kan vi nu takke målmand Kim Lauritsen som i sæsonens løb ikke har haft 2 redninger i samme kamp. Der har simpelthen ikke været brug for flere. Men det blev der i 2. halvleg, hvor Ikast fik lagt et godt pres og Brande ikke formåede, at spille sig ud af det. Der blev sparket for meget og spillet for lidt bold. Men som tidligere skrevet havde Kim valgt en god dag, at spille sæsonens bedste kamp på. Alle forsøg fra Ikast blev pillet på suveræn vis og det var en flok frustrerede Ikast spiller som kunne tage et 1-2 nederlag med ind i omklædningsrummet. Det var til gengæld en flok glade Brande spillere, som kunne glæde sig over en 1. plads i puljen med en suveræn målscore på 42-2!!!
Kampen bød desværre også på et fiberskader igen for Brande. Denne gang måtte Kim ”plade” udgå med en fiber og Torben Jørgensen formåede, at rage en fiber skade til sig under hans opvarmning da han skulle på banen i starten af 2. halvleg.
Kampens spiller blev selvfølgelig Kim Lauritsen med suveræne 11 stemmer.
Efter kampen sørgede Gamekeeper (Henrik Mortensen) for at der var smørrebrød og en lille én til halsen til alle. Meget hyggeligt og en god afslutning på et rigtigt godt forår, hvor det har været en stor fornøjelse at spille og være en del af holdet. Folk fokuserer nu 100% på spillet og det er dejligt. Noget vi skal tage med til efterårs sæsonen.
Der er nu ferie og turneringen starter op igen mandag den 12. august. God sommer til jer alle.