En rigtig arbejdssejr

Det lignede længe en nulløsning, da +50 mandag tog imod Vildbjerg, der som de eneste havde maksimumpoint efter 2 kampe, men til sidst fandt et velspillet opgør sin afgørelse.

Indledningsvis var fødselsdagbarnet Kai Varisbøl tæt på at åbne scoringen, da han efter få minutters spil sendte en returbold snert forbi den ene opstander. Efter 20 minutter havde gæsterne 2 gange indenfor kort tid muligheden for at bringe sig i front, men begge gange røg afslutningerne forbi mål. Fem minutter før pausen var det så værternes tur, men efter et par træk på tværs knaldede Michael Laursen bolden på stolpen, og 1. halvleg endte derfor uden scoringer.

Straks fra 2. halvlegs start var Bjarne Thisgaard tæt på i flere omgange efter et indlæg til bageste stolpe fra Mikael Lund, men trods tre forsøg lykkedes det ham ikke at komme tættere på scoring end endnu et stolpeskud.

Derfra overtog gæsterne gradvist mere og mere af spillet, men de var faktisk farligst, når de fik mulighed for at slå kontra. Gode returløb og gode redninger af Jens Ole Pedersen i målet holdt imidlertid Vildbjerg fra fadet.

Bedst som de fleste havde indstillet sig på 0-0, lykkedes det endelig for Brian Dahl Thomsen af bringe BOB i front, da han fulgte op på en afslutning fra Martin “Herbie” Mortensen, som Vildbjerg-keeperen ikke kunne holde, og selvom Vildbjerg de sidste fem minutter satsede hele butikken for at få udlignet, var BOB faktisk tættere på at gøre det til 2-0.

Selvom begge hold havde rigeligt med chancer til flere mål, blev det dog ved det ene, som sendte BOB op på en delt førsteplads á point med Vildbjerg og Bording.

Kampens spiller blev Jens Ole Pedersen.