Nytårshilsen fra formanden

Selvom 2021 ikke helt blev “business as usual”, blev året på mange måder mere “same procedure as every year, James” end 2020 – da vi endelig kom i gang.

I januar og februar skete der absolut ingenting, men i marts gik det til gengæld løs for fuld skrue.

Ikke færre end 17 gange var der mulighed for at spille til 2 mål i BOB-regi, så der var ingen undskyldninger for ikke at være klar til turneringsstarten i april.

I maj var vi blandt de første foreninger til at få afholdt vores generalforsamling, i juni fik vi markeret vores 80-års jubilæum med en reception, og selv i juli var der træning hver eneste lørdag.

I august blev turneringen genoptaget, sidst i september blev de første hold (oldgirls og +30) færdige, og i oktober fik vi sluttet en flot sæson af – også for de resterende hold – med et brag af en aktivfest, ikke mindst takket være Resonans.

I november fik vi afviklet firmafodboldmesterskaberne med 53 deltagende hold, og vi kunne igen melde “alt udsolgt” af BOB’s julekalender.

I december sænkede julefreden sig så småt over Brande Stadion, som juledag for en sjælden gangs skyld var dækket af sne, der nu igen er smeltet.

Lad mig her på tærsklen til 2022 benytte lejligheden til at ønske dig og dine nærmeste et rigtig godt nytår med masser af gode fodboldoplevelser, såvel på som udenfor banen.

Til allesidst en lille servicemeddelelse: Nytårsdag kl. 13.30 står Kim Tranholm og Sigurd Kristensen for en gang “tømmermands-lørdagstræning” for dem, der har overskud og kræfter til det – men hold lidt igen med hovedstødene 😉

Godt nytår!

Mikael