De sidste julekalendergevinster er udtrukket, og 2020 er blevet til 2021, så her – klemt inde mellem dronningernes nytårstaler – er det vist på sin plads med en lille nytårshilsen fra formanden.
2021 er jo et jubilæumsår for Brande Old Boys, som blev stiftet i maj 1941. Det har vi ikke tænkt os skal få lov til at gå upåagtet hen, men hvad året mere konkret kommer til at byde på i den anledning, venter vi lidt endnu med at løfte sløret for.
Men der skal ikke herske tvivl om, at vi har en forventing og en forhåbning om i endnu højere grad at kunne leve op til foreningens formålasparagraf, som lyder: “Brande Old Boy’s formål er at samle interesserede til aktivt at dyrke Old Boys-fodbold.”
Foreløbig er indendørs fodbold suspenderet frem til og med 17. januar (med udsigt til yderligere forlængelse). Hvordan vi forholder os til lørdagstræningen udendørs, kommer der en udmelding om i løbet af en uges tid, men når vi engang genoptager træningen, bliver det under de efterhånden velkendte rammer med max. 10 spillere pr. bane, håndvask inden træning, omklædning hjemmefra o.s.v.
Og hvis vi så lige skal tage et hurtigt tilbageblik på et år, som de fleste nok ikke kommer til at savne voldsomt, blev det faktisk ganske flot rent sportsligt.
I en halveret turnering blev det udover 4 sejre uden kamp til ialt 31 spillede turneringskampe for de 5 hold. Heraf blev de 19 vundet, 8 tabt og 4 endte uafgjort. Den samlede målscore – +40-holdets 7/11-kamp mod Lind medregnet (25-0) – blev 131-48, hvilket rakte til førstepladser til både oldgirls og +40-holdet og en andenplads til +-50-holdet (det eneste hold, der forbedrede placeringen i 2020).
Lad mit nytårsønske i denne sammenhæng være, at 2021 bliver et år, hvor vi i langt højere grad end i 2020 kan mødes på grønsværen for at dyrke vores fælles interesse – legen med den lille runde.
Godt nytår!