Hav tålmodighed lidt endnu!

Mandag blev der så småt åbnet op for, at udendørs idrætsgrene uden kropskontakt kan gå i gang igen, hvis det vel og mærke foregår indenfor rammerne af de generelle krav og anbefalinger, som sundhedsmyndighederne og regeringen har offentliggjort. Bl.a. at  man ikke samles mere end ti personer, og at man skal holde mindst 2 meters afstand til andre personer.

Desværre – vil mange nok synes – gælder det indtil videre ikke fodbold, som er umuligt at dyrke, samtidig med at man overholder afstandskravet, så du må belave dig på at lade støvlerne ligge på hylden et stykke tid endnu – med mindre du kan finde et par ligesindede at træne indersideafleveringer med. Det var vi nok et par stykker, der kunne have gavn af…

Det betyder også, at alle kampe foreløbig til og med 10. maj er udsat (og formentlig ikke vil blive afviklet på et senere tidspunkt med de rækker, der ombrydes undervejs som en mulig undtagelse. Her er en mulig model, at der spilles efter den oprindelige turneringsplan, men at ombrydningen udelades, men det er ikke noget, der ligger fast endnu).

Vi håber snart, at de grønne græsplæner kan bruges til andet end beskæftigelse for robotplæneklippere, men bakker naturligvis fortsat op om myndighedernes, DGI’s og DIF’s anbefalinger.

Mikael