Brandes tophold i rækken skulle til en formodet svær udekamp mod det stærkeste af de to KFUM hold i rækken. Dette udgangspunkt betød, at det var et fuldt koncentreret Brande hold, der fra starten af kampen tog initiativet i den lune sommeraften. Der skulle heller ikke gå længe inden holdet bragte sig foran med 0-1. Martin Bjærre sendte præcis pasning ind foran mål, hvor Kim Tranholm dukkede op og med en flad inderside udplacerede KFUM målmanden. En fin start, der blot gav endnu mere tro på tingene hos Brande. Der skulle heller ikke gå længe inden det blev 0-2. Denne gang var Martin Bjærre selv i afslutterens rolle, da han udnyttede tøven i KFUM forsvaret og sikkert sparkede bolden i kassen fra mellemdistancen. Det var hans 6. mål i sæsonen. Der var en gammel kending på KFUM holdet ved Bent Therkildsen, men lige lidt hjalp det hjemmeholdet. Brande fortsatte dominansen uden, at KFUM rigtig kom frem til noget i den anden ende. På trods af en del flere chancer blev pausestillingen fortjent 0-2 til Brande. Brande var opsatte på at fortsætte, hvor de slap, men desværre manglede som regel den sidste skarphed i afslutningerne, så på trods af adskillige hele og halve chancer skulle der gå indtil kort før tid, før Brande kom af med den livsfarlige 0-2 føring. Denne gang et mønsterangreb, der startede nede ved hjørneflaget i egen ende, hvor Brandes bedste i kampen Kai Varisbøl med ryggen til sin modstander med hælen lavede en tunnelaflevering til en medspiller. Efter et par stationer endte bolden hos den stærkt spillende Benny Vilsborg i det diagonale hjørne af banen. Vilsborg tog et par gode træk, lagde bolden over til sit højreben og servede derefter en lækker bold til Ole Radoor i det bageste område af feltet. Denne sendte køligt bolden i kassen med et fladt skud. Smukkere kan det ikke gøres. I kampens slutfase fik KFUM en ti minutters udvisning, da en lidt frustreret KFUM spiller valgte at sparke Sigurd Kristensen ned, da denne vil dække bolden ud til målspark. Noget unødvendigt i en ellers fair spillet kamp. Dermed blev slutfacit 0-3 til Brande, der dermed har sat sig fast i toppen af rækken med nu fem point ned til Sunds, der er placeret som nummer to i rækken. Brandes målmand McKenzie kunne notere en stille dag på kontoret med sin 5. clean sheet i sæsonen. Som nævnt havde et generelt stærkt spillende Brande mandskab sin bedste i Kai Varisbøl, der på trods af manglende scoring i kampen, leverede en gennemsolid indsats.