Kategoriarkiv: Super Veteran +50

50

Sejr med kniberi

Det var ikke ligefrem chancer, det skortede på, da Brande Old Boys’ hold i +50-rækken mandag var på besøg hos Herning KFUM 2 fra den tunge ende af rækken, det kneb bare med at få bolden sendt det sidste stykke over stregen. 1. halvlegs største chance tilfaldt Martin Bjærre få minutter før pausen, men helt fri tæt under mål lykkedes det ham at skovle bolden over tværribben.

I 2. halvlegs start fik samme Martin Bjærre endnu en god mulighed, da han blev spillet fri midt for mål, men han overplacerede sit skud, og i stedet var hjemmeholdet stik imod spil og chancer tæt på at bringe sig i spidsen midt i halvlegen efter en bolderobring midt på Brandes banehalvdel. Ken Petersen fik imidlertid halvklaret, og Martin Bjærre fik gjort lidt af skaden god igen, da han reddede riposten på målstregen.
11 minutter før tid lykkedes det så endelig gæsterne at få scoret: Sigurd Kristensen førte selv bolden frem, og da ingen gik til ham, piskede han med største selvfølgelighed føringsmålet i kassen. Ret meget mere skete der ikke i opgøret, og så kunne Brande bogføre tre point for en kneben 1-0-sejr. Bedst hos Brande var bundsolide Kim Tranholm.

Målløst lokalopgør

Efter en uges turneringspause tog Brande Old Boys mandag imod Uhres ditto til årets første lokalopgør i +50-rækken på kunstgræsbanen på Brande Stadion. Efter 10 minutter ramte Benny Vilsborg stolpen, og lidt senere hamrede Jens Studsgaard bolden direkte i brystkassen på Uhres målmand, Kim Vestergård, fra få meters afstand. Uhre kom også frem til et par kvalificerede afslutninger; den største chance var et frispark på kanten af feltet, men Ken Petersen i Brandes mål tog det, der kom inden for rammen. Det samme gjorde han, da han som den første Brande-spiller rørte bolden efter pausen. Kvikke Uhre-kombinationer bragte Bjarne Jakobsen fri til skud, som altså ikke gav bonus. Først 10 minutter før tid kom der lidt liv i kampen igen. Netop indskiftede Martin Bjærre afsluttede knastørt efter en fin førsteberøring, men igen klarede Kim Vestergård godt for sig. Minuttet senere tordnede Sigurd Kristensen et frispark på overliggeren, og Benny Vilsborg headede riposten over et tomt mål. Fem minutter før tid var Martin Bjærre igen tæt på efter et godt skift fra Jens Studsgaard, men i sidste minut var Uhre lige ved at snuppe alle tre point, da Jørgen Eriksen stod fri tæt under mål. Han fik dog hverken fart eller retning i sit hovedstød, og så endte lokalopgøret, som det startede: 0-0. Midtbanegeneral Ole Radoor var bedst for hjemmeholdet, mens Uhres mest værdifulde spiller indiskutabelt var målmand Kim Vestergård.

Med lodder og trisser

Da Spjalds og Brandes oldboys for første gang nogensinde mødtes sidste år, endte det med sæsonens største sejr til Brande, men da de to hold igen tørnede sammen på kunstgræsbanen på Brande Stadion tirsdag i +50-rækken, blev det en anderledes jævnbyrdig affære. Faktisk var det Spjald, der indledte opgøret bedst, men langsomt fik hjemmeholdet ædt sig ind i kampen. Alligevel var det gæsterne, der kom foran i det 22. minut på en scoring, der nærmest blev sat ind fra selve baglinjen.

I halvlegens sidste minut lykkedes det så endelig værterne at få bolden i nettet; i direkte forlængelse af hjemmeholdets tredje forsøg på træværket fik Kai Varisbøl sendt en hård, flad bold ind foran mål, hvor Martin Bjærre styrede udligningen i kassen.

I 2. halvleg var Mikael Lunds forsøg på indersiden af stolpen midtvejs længe det tætteste, man kom på en scoring, men fem minutter før tid blev en Spjald-angriber spillet helt fri foran BOB-målet. Ken Petersen fik klaret ærterne med en fodparade, og to minutter senere faldt afgørelsen. Ole Radoor slog et perfekt indlæg helt ude fra den ene sidelinje, og Benny Juul takkede for tilbuddet ved at heade bolden i en blød bue over Spjald-keeperen til 2-1. Trods et gigantisk klumpspil i Brandes straffesparksfelt og to hjørnespark i slutfasen lykkedes det ikke gæsterne at ændre på det facit.

Kim Tranholm, som styrede hjemmeholdets defensiv med stor autoritet og kom i vejen for meget, blev kampens spiller.

Besejret af enmandshær

Normalt er fodbold en holdsport, men det var lidt svært at se, da Brande Oldboys’ +50-hold mandag var en tur i Ikast for at spille mod Ikast FS. Efter 2 minutter gjorde værternes Kim Hansen det let til 1-0, og inden der var spillet 10 minutter, havde han fordoblet hjemmeholdets føring. Gæsterne bøvlede med at få spillet til at hænge sammen, men var tæt på en reducering, da Sigurd Kristensen 2 minutter før pausen knaldede bolden på overliggeren langt udefra.

2. halvleg var imidlertid mindre end et minut gammel, da Kim Hansen fuldbyrdede sit hattrick, og så var kampen reelt afgjort. Midt i halvlegen fik Brian Dahl Thomsen endelig reduceret, da han sparkede en ripost i nettet, men bolden var kun lige givet op, før den igen lå i gæsternes mål, selvom den kun lige akkurat kunne snige sig over stregen. Igen var scoringen signeret Kim Hansen.

Minuttet senere headede Jens Studsgaard Sigurd Kristensens indlæg på roden af stolpen, men i slutminutterne var Ikast tættere på 5-1 end Brande på reducering. Igen var det Kim Hansen, der var på spil, men begge gange trak Ken Petersen i Brandes mål de længste strå. Facit af opgøret i Ikast blev dermed: Kim Hansen 4, Brande 1.