ÅRETS FORENING 2018 // Urban Street Zone.
Det er en enig komité, der har peget på Årets Forening, og opgaven har været relativt let, ikke mindst hvis man ser på de nomineringer, der har været. Nu var der ganske vist ikke tale om en afstemning, men havde der været det, var resultatet blevet præcis det samme – enstemmigt!
Årets Forening er startet på en parkeringsplads på hjørnet af Chr. Bergsvej og flyttede derefter til Brande Hallernes parkeringsplads, inden man takket være tusindvis af frivillige arbejdstimer kunne flytte ind i egne lokaler på Mylius Erichsensvej i slutningen af 2017. Her er én hal for nylig blevet til to, igen takket være en kolossal frivillig arbejdsindsats. Det er mindre end to år siden, årets forening blev stiftet; ikke desto mindre var I ikke meget mere end tykkelsen på et skateboard fra at løbe med Danskernes Idrætspris i forbindelse med Sport 2018 i Boxen i starten af januar. De 100.000 kr., der fulgte med prisen, kan vi ikke matche, men prisen som Årets Forening i Brande 2018 og de medfølgende 5.000 kr. går til:
Urban Street Zone.
Omtrent sådan lød det fra formand for Brande Old Boys, Torben Jakobsen, inden han overrakte blomster og vandrepokal til en trio bestående af Trine Meyer Sig, Thomas Meyer Hammershøj og Mette Grarup, der modtog hæderen som Årets Forening i Brande 2018 på vegne af Urban Street Zone, som tilbage i september måned også blev kåret som ”årets forening” i hele Ikast-Brande Kommune.
Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret
ÅRETS NAVN 2018
ÅRETS NAVN 2018 // Natalie Rosendal Lauridsen
Natalie R. Lauridsen, Brande Taekwondo Klub, med det synlige bevis på, at hun er Årets Navn i Brande 2018. Det kan være svært at sammenligne sportslige præstationer på tværs af idrætsgrene.
I komitéen har vi valgt at vurdere kandidaterne ud fra en resultatmæssig målestok, og på det parameter skiller en enkelt udøver sig ud. Hun vandt det nordiske mesterskab i starten af 2018, et mesterskab hun for ganske nylig genvandt i overbevisende stil.
I mellemtiden er det blevet til en stribe andre topplaceringer ved internationale stævner. Højdepunktet i et sportsligt og resultatmæssigt fantastisk flot år var dog bronzemedaljen ved U21 EM i Warszawa i november, som mindre end en uge senere blev suppleret med et dansk mesterskab i seniorklassen. Sådan lød motiveringen, da formand for Brande Old Boys, Torben K. Jakobsen, mandag aften overrakte blomster og vandrepokal til Natalie R. Lauridsen som tegn på, at hun er Årets Navn i Brande 2018.
Vi håber, det lykkes for dig at blive udtaget til VM i Manchester i maj, at du klarer dig godt og måske gentager eller endda forbedrer din tredjeplads ved U21 EM, når det går løs i Helsingborg senere på året – held & lykke, lød det fra oldboys-formanden, inden han overrakte vandrepokal og blomster til den stærke taekwondokæmper, som ankom til overrækkelsesceremonien direkte fra lufthavnen efter at have deltaget i et stort, internationalt stævne i Slovenien.
NYT HÆDERSMEDLEM 2019 I BRANDE OLD BOYS
NYT HÆDERSMEDLEM 2019 I BRANDE OLD BOYS // Jens Studsgaard
På generalforsamlingen mandag d. 25. februar 2019 blev Jens Studsgaard valgt som nyt hædersmedlem i Brande Oldboys med stående applaus fra de resterende 40 gæster, som var mødt op.
Jens Studsgaard har en særlig andel i, at Brande Old Boys til august skal afvikle Landsmesterskaberne for 10. gang. Ifølge protokollen var det nemlig dig, Jens, som i 2007 foreslog, at Brande Oldboys ansøgte om værtskabet for LM, og 3 år senere blev Landsmesterskaberne så afviklet i Brande for første gang. Det har lige fra starten været en kæmpe succes, både arrangementsmæssigt og økonomisk. I runde tal svarer BOB’s aktuelle formue til de overskud, der er indtjent på at afholde LM foreløbig 9 gange. Det er selvfølgelig ikke kun din fortjeneste, men du har med en kæmpemæssig arbejdsindsats gennem alle årene en meget stor del af æren for dette. Du har en stor del af vejen været den styrende i projekt LM. Du har desuden været arbejdende medlem af bestyrelsen som en meget aktiv suppleant fra 2009 til 2013, men det er ikke ved bestyrelsesbordet, du befinder dig bedst – du vil meget hellere lave noget ”rigtigt” arbejde for Brande Oldboys. Du var den drivende kraft i udvidelsen af belægningsområdet her uden for klubhuset ned imod bane 1. Du kunne uden tvivl se den kæmpe fordel som vi og BIF ville få, hvis der blev lagt ekstra belægning. Du fik jo som sædvanlig ret. Du er med til at styre indendørsfodbolden hver mandag i hallen hvor holdene skal fordeles på en “rimelig” fair måde, og sjovt nok så vinder dit hold næsten altid. Du er om nogen en rigtig klubmand og en af den slags personer, alle foreninger kun kan tillade sig at drømme om, og man går yderst sjældent (ligesom i ”ALDRIG”) forgæves, hvis man beder om din hjælp. Således har du også gennem de seneste 3 sæsoner været assisterende holdleder for +45 og nu +50-holdet. Sidste år var du med afstand den spiller i Brande Oldboys, der spillede flest kampe af alle – 28 i alt på tre forskellige hold. Det eneste hold, du aldrig har spillet for, må vist efterhånden være oldgirls. Ikke nok med at du spillede flest kampe – den ”titel” har du utvivlsomt kunnet bryste dig af flere gange tidligere – du blev også topscorer for +50 holdet bl.a. takket være et hattrick mod Ikast FS. Du er derudover kendt for dine knivskarpe indlæg fra højrekanten, som en fair spiller, for dit aldrig svigtende gode humør og positive livssyn, og så er du altid en populær chauffør til udekampene – ikke så meget p.g.a. dine køreegenskaber, men p.g.a. den lille køletaske indeholdende en sixpack (5 dåseøl + en cola til chaufføren), der er fast inventar i ”Studsmobilen”.
Brande Oldboys vil gerne sige tusind tak til din dejlige kone Karin Eghøj og dine 3 vidunderlige drenge for at vi må låne ham til så meget. Det er vigtigt at baglandet er med på, at man brænder så meget for BOB.
På baggrund af alt dette modtog du Ceres spillerpokalen i 2009 og BOB’s lederpokal i 2015 – og nu er du også Brande Oldboys’ nyeste – og hidtil yngste – hædersmedlem.
Hjerteligt tillykke og tak for din kæmpestore indsats for Brande Oldboys!
Vi håber at få glæde af dig i mange år endnu! Vi er meget glade for at have en som dig i vores forening.
BRANDE OLDBOYS LEDERPOKAL 2019
BRANDE OLDBOYS LEDERPOKAL 2019 // LM udvalget
• Jens Studsgaard
• Åge Boddum Kristensen
• Jan Helleberg
• Carsten Christensen
BRANDE OLDBOYS LEDERPOKAL gives til en person, eller en gruppe af personer, som gennem en årrække har gjort et stort stykke arbejde her i Brande Old Boys.
I år skal pokalen gå til….en gruppe, som gennem mange år har gjort et formidabelt stort arbejde i Old Boys. Der er tale om 4 personer som i den grad har knoklet for at få succes med afholdelsen af LM. Det må siges at være lykkedes. Som tidligere nævnt fremhæves i 4 personer, i øvrigt fuld fortjent, hvert eneste år af DGI for at ha fuldstændig styr på arrangementet. Det er fedt at i dedikerer så meget tid til dette arrangement som er tilfældet. Det er 4 personer som mødes adskillige gange om året for at få styr på det kæmpe arrangement det er at afholde LM. Der bliver hygget og snakket til den store guldmedalje….
Brande Oldboys er meget taknemmelige over at have jer 4 dejlige hjælpsomme fantastiske personer i vores forening.
Endnu engang STORT tillykke til LM udvalget.